Opråb til bilister i trafikken: "Pas på os ryttere"

Hesterytterne oplever for ofte, at bilister på landevejene ikke tager hensyn til hverken dem eller hestene. Den problematik genkendes i Rådet for Sikker Trafik.

01:11

Mette Kofod har gentagende gange oplevet, hvordan bilister på landevejene ikke tager hensyn til hende, når hun er ude at ride. Video: TV 2 Lorry

Hesteryttere raser over bilister på landevejene, som hverken tager hensyn til dem eller deres heste.

Der er tale om bilister, der overhaler med høj fart, dytter og ikke viser nok hensyn overfor rytterne. Der er flere ryttere, som har haft ubehagelige oplevelser i trafikken.

Det kan skyldes, at trafikanterne ikke er klar over at heste, ifølge færdselsloven, skal benytte vejen og ikke cykelsti eller fortov.

Læs også Hesteryttere har fået nok: Cyklister bringer vores liv i fare

Mette Kofod, som selv er rytter, har gentagne gange oplevet, hvordan bilister på landevejene ikke tager hensyn til hende, når hun er ude at ride.

I mandags blev det for meget for hende, da hun var ude med sin hest. Hun red langs landevejen Brentedalen i Ishøj, hvor hun længere nede af vejen så en bil. Hun trak ud i grøften med sin hest og ventede pænt.

Det er ikke kun os, der kommer til skade, det er også bilisterne, og det tror jeg ikke, at de har tænkt over.

Mette Kofoed

- Bilen valgte at trykke hornet helt i bund, indtil den var forbi os, og så kørte den videre, siger hun.

Chokeret over oplevelsen på Brentedalen skriver Mette Kofoed et opslag på den lokale facebookgruppe.

Med opslaget ønskede hun at fortælle om, at hensynsløs kørsel kan være farlig for rytterne, men samtidig gøre det tydeligt for bilisterne, hvor stor en fare det kan blive for dem.

- Jeg skrev opslaget, så bilisterne forhåbentlig kan tænke, hvad der sker, hvis de gør hesten bange, så den reagerer og i værste fald løber ud foran bilen. Det er ikke kun os, der kommer til skade, det er også bilisterne, og det tror jeg ikke, at de har tænkt over, siger Mette Kofoed.

Pernille Ehlers fra Rådet for Sikker Trafik genkender problematikken. Foto: TV 2 Lorry

En kendt problematik 

Pernille Ehlers, der er chefkonsulent hos Rådet for Sikker Trafik siger til TV 2 Lorry, at forholdet mellem bilister og ryttere til hest klart er en problematik i nogle kommuner.

Hun fortæller, at det især er lokale ryttere, som oplever ubehagelige episoder på landevejene.

- Det er vigtigt, at både rytterne og bilisterne ved, hvad de skal gøre, når de mødes i trafikken, siger Pernielle Ehler til TV 2 Lorry.

Mette Kofoed tror, at dytteriet stammer fra en misforståelse blandt bilisterne. Heste skal nemlig ride på vejene.

- Mange bilister synes, det er mærkeligt, at vi rider på vejen, men vi må ikke ride på cykelstien, da vi betragtes som et køretøj, så vi skal være på vejen. Det er fuldstændig åndssvagt, fortæller Mette Kofoed til TV 2 Lorry.

Læs også Kommune: Cyklister og hesteryttere må selv løse konflikt

Hos Rådet for Sikker Trafik har de taget problematikken til sig og valgt at lave en række råd på deres hjemmeside til ryttere og bilister.

Det er i håb om, at bilister og ryttere fremadrettet vil gøre brug af dem, når de mødes i trafikken. Det er især råd til bilister og cyklister, når de skal forbi en rytter. Og til rytterne er rådene primært til, hvordan de skal ride sikkert i trafikken.

Når du kører bil og skal forbi en hest

  • Sæt farten ned og kør forbi i god afstand
  • Kan du ikke komme forbi, så hold afstand til hesten, indtil du kan passere
  • Heste bliver ofte bange for uvante lyde og ting, den ikke kender. Hvis du kører med en last, der rasler eller flagrer, skal du være ekstra forsigtig
  • Holder du stille og lader hesten passere, så vent med at starte og speede op til hesten er et stykke væk
  • Vær opmærksom på, om rytteren giver tegn til dig, f.eks. om at sænke farten eller stoppe op. Det kan være fordi hesten er bange og svær at styre
  • Blænd lyset ned, når du møder en hest i mørket

 

Kilde: Rådet for Sikker Trafik

 Stress hos bilister kan være årsagen

Formand for Dansk Kørelærer-Union, Bent Grue, mener, at vi lever i en tid, hvor alle bilister har så travlt, at de ikke altid tænker på konsekvenserne.

- Jeg tror ikke, at det er på grund af uvidenhed, at bilisterne vælger at dytte eller overhale med høj fart. Folk er stressede, og er blevet meget mere egoistiske i trafikken, så de tænker ikke over konsekvenserne ved at gøre de ting, fortæller Bent Grue.

Når man tager kørekort, bliver man i undervisningen præsenteret for færdselsreglerne. Her bliver det også forklaret, hvordan man skal holde afstand til rytterne.

- Jeg ved ikke rigtig, hvor meget mere, at vi kan lære vores elever omkring det. Vi plejer at snakke omkring det, og så er der nogle gange en hestepige, som kan være med til at fortælle, hvordan de godt kunne tænke sig, at der blev kørt, når bilisterne kommer forbi dem. Det er i bund og grund, fordi bilisterne har for travlt til at kunne tænke over konsekvenserne, fortæller Bent Grue.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik