Oplevelser i weekenden: Et julemarked, et Luciaoptog og en kælketur

Kom til julemarked på Kronborg Slot, oplev et smukt Luciaoptog på Vesterbro eller ræs afsted på kælk på Copenhill, i Lorryland denne weekend.

En uge inde i december og julehyggen har allerede bredt sig til hele Lorryland! Sammen med Børn i Byen har vi fundet fem hyggelige og sjove oplevelser, som skal være med til at gøre december endnu mere julet!

Jul på Kronborg – Hyggeligt julemarked i historiske omgivelser

Foto: Thorkild Jensen
Foto: Thorkild Jensen

Julefreden har sænket sig over det storslåede renæssanceslot Kronborg Slot. Slotsgårdens mange julelys glimter, og duften fra juletræerne og æbleskiverne spreder sig på hele slottet. Her kan I komme på oplevelse rundt på slottet, når der er juleforestilling, børneværksteder og højtlæsning for de mindste.

I kan blandt andet komme på omvisning og blive klogere på, hvordan Christian den fjerde holdt jul på slottet. For de voksne er der julejazz og gospelkoncerter, så man kan sige, at der er noget for enhver smag.

Hvor og hvornår

Kronborg Slot, Kronborg 2 C, 3000 Helsingør. Lørdag den 7. december og søndag den 8. december - begge dage fra klokken 10 til 17. Entré for voksne er 75 kroner. For børn i alderen 4 - 18 år koster det 50 kroner.

Læs mere her

Kælkeweekend på Copenhill – drøn afsted på kælk

Foto: Copenhill
Foto: Copenhill

Vi er kommet godt ind i december, men sneen lader stadig vente på sig. Men kan du ikke vente med at komme ud og drøne afsted på en kælk, har du nu muligheden i vores skønne hovedstad. Hver lørdag og søndag frem mod jul holder Copenhill kælkeweekend. Her kan du og din familie komme ud på og ræse afsted på en kælk, mens I har et fantastisk vue ud over København.

Du skal ikke tænke på at medbringe din egen kælk, da det er en, du skal låne fra Copenhill. Så det eneste du skal huske, er din familie og dit gode humør!

Hvor og hvornår

CopenHill, Vindmøllevej, 2300 København S. Lørdag den 7. december og søndag den 8. december - begge dage fra klokken 10 til 14. Det koster 40 kroner per deltager.

Læs mere her 

Luciaoptog på Vesterbro – Nattens længste Luciaoptog

Foto: Folkekirken på Vesterbro
Foto: Folkekirken på Vesterbro

Nu bæres lyset frem på nattens længste Luciaoptog midt på Vesterbro. For 11. gang holder Folkekirken på Vesterbro Luciaoptog, som de har døbt 'Nattens Længste Luciaoptog'. Optoget begynder med fællessang klokken 17 i Mariakirken på Istedgade. Herfra drager de op gennem Vesterbro, hvor du og hele familien er mere end velkomne til at følge med optoget.

I kan også tage direkte til Sct. Matthæus Kirke, hvor Luciaoptoget vil ankomme klokken 18. I Sct. Matthæus Kirke vil der også være gløgg og småkager til alle, så I kan holde varmen, mens I venter på Luciaoptoget.

Hvor og Hvornår

Optoget starter klokken 17 søndag den 8. december fra Mariakirken på Vesterbro. Cirka klokken 17.15 drager Luciaoptoget afsted gennem Vesterbros gader. Du er mere end velkommen til at følge med optoget, eller du kan tage direkte til Sct. Matthæus Kirke og afvente, at optoget ankommer omkring klokken 18.

Læs mere her

Juleværksted på Statens Museum for Kunst – kom og vær julekreativ på SMK

Foto: Joakim Züger
Foto: Joakim Züger

Man siger, at julen er hjerternes fest. Men julen kan sagtens også være en fest for alverdens kreativitet og opfindsomhed, når Statens Museum for Kunst holder juleværksted. Her kan du virkelig komme i det kreative julehjørne, hvor du kan lave bevingede julevæsner, autonomnisser, rensdyr og andet smukt og grimt julepynt, som er lige til at hænge på juletræet.

På værkstedet kan du også få hjælp af museets egne kunstnere, der er klar til at give en hånd med kunstværkerne. Af materialer findes der ler, guld og glitter, vandslanger, piberensere og selvfølgelig den røde julefilt. Så der vil være de helt optimale materialer til at skabe den perfekte julepynt.

Hvor og hvornår

Statens Museum for Kunst, Sølvgade 48 - 50, 1307 København K. Lørdag den 7. december og søndag den 8. december - begge dage fra klokken 10 til 18. Entré koster 130 kroner for voksne, dog er det gratis for børn under 18 år.

Læs mere her

Jul på Garderhøjfortet – Fejr jul som soldaterne gjorde det i 1914

Foto: Mikael Schlosser
Foto: Mikael Schlosser

Året er 1914. Første Verdenskrig raser. Verden er i krig. Men da man nærmede sig juleaften, skete der noget skelsættende blandt de menige soldater. De besluttede sig for, stik mod ordre og befalinger at holde julefred. Denne historiske begivenhed har Garderhøjfortet valgt at fokusere på, når de åbner dørene op for deres julearrangement 'Jul på Garderhøjfortet.'

Kom og hold jul, som soldaterne gjorde det tilbage i år 1914, og vær med til at lave julepynt og gå på jagt efter drillenisser. I kan også gå på opdagelse i gamle fotografier fra forterne i Københavns Befæstning, hvor man kan se, hvordan soldaterne havde pyntet forterne op til julehygge.

Hvor og hvornår

Garderhøjfort 4, 2820 Gentofte. Lørdag den 7. december og søndag den 8. december - begge dage fra klokken 10.30 til 16.00. Entré koster 60 kroner for voksne og 35 kroner for børn i alderen 3-12 år. 

Læs mere her


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik