Oplevelser i weekenden: Forfatter-snak, dissektion af en grindehval og hulahop-amok

Kom til Bogforum i Bella Centret, prøv kræfter med at bygge et akvarie eller slå dig løs med en hulahopring i Lorryland denne weekend.

Endelig weekend!

Ugens højdepunkt gemmer altid på mange oplevelser og aktivteter, og den kommende weekend er bestemt ingen undtagelse.

TV 2 Lorry har i samarbejde med 'Børn i Byen' fundet frem til fem sjove og interessante aktiviteter, som du og din familie kan opleve i den kommende weekend.

Bogforum 2019 – dyk ned i litteraturens forunderlige verden

Foto: Simon Læssøe/Ritzau Scanpix
Foto: Simon Læssøe/Ritzau Scanpix

Dansk litteraturs Roskilde Festival er tilbage igen i år. Her står en perlerække af danske forfattere klar til at indtage de mange scener og stande på dette års forum. Du kan blandt andet møde Jussi Adler-Olsen, Anders Matthesen, Hella Joof og mange, mange flere.

Bogforums Debutantpris vil også blive uddelt til årets bedste skønlitterære debutant.

Bogforum har selvfølgelig også et børnebogsforum, så familiens yngste medlemmer også kan være med. Her er der sjove workshops. I kan også møde Sebastian Klein, Sigurd Barrett og Jacob Riising. Der vil også være Den Store Harry Potter Quiz, hvor I kan vinde fede præmier.

Hvor og hvornår

Bella Center, Center Boulevard, 2300 København S, lørdag den 16. november og søndag den 17. november fra klokken 10 til 18 begge dage. Entre for voksne koster 155 kroner, og 65 kroner for børn. Er du medlem af 'Børn i Byen' kan du dog få rabat på en familiebillet (op til to voksne og to børn under 12 år) til 240 kroner - normalpris 325 kroner.

Læs mere på 'Børn i Byen'.

Byg et miniakvarie – lad kreativiteten tage over på Louisiana

Foto: Louisiana
Foto: Louisiana

På Louisiana er det kreativiteten, der tager over!

En kunstformidler fra museets børnehus vil guide dig og din familie igennem udstillingen af den mexicanske kunstner Tatiana Bilbao. Hun arbejder med at klippe og klistre samt forme dyr i papirer til sin arkitektur. Ud af disse materialer, har hun skabt et akvarium, som står udstillet.

Efter rundturen er det nu blevet børnenes tur til at frembringe deres indre Tatiana Bilbao. Her bliver børnene nemlig sluppet løs i Louisianas værksted bevæbnet med limpistol og pap, så de rigtig kan prøve sig af som kunstnere, hvor de vil bygge deres eget akvarium.

Hvor og hvornår

Louisiana Museum, Gl. Strandvej 13, 3050 Humlebæk. Søndag den 17. november, fra klokken 12.30 til 14. Entre til Louisiana koster 125 for voksne. For børn er der dog fri entre. For børn, der ønsker at tilmelde sig aktiviteten, koster det dog 20 kroner. Tilmelding sker på dagen på Louisiana.

Læs mere på 'Børn i Byen'.

Hulahop for børn – rytmik og sjov for de mindste

Foto: Jeanne Kornum/Nf-Nf/Ritzau Scanpix
Foto: Jeanne Kornum/Nf-Nf/Ritzau Scanpix

Hulahop er en disciplin, der kan være besværlig at mestre. Den store plastikring kan være en utilregnelig følgesvend, men heldigvis kan du lære at kontrollere den!

Folkehuset Absalon holder hulahop-dag, hvor de mindste kan komme ned at prøve kræfter med hulahopringen. Der bliver undervist i de sejeste tricks. Du kan blandt andet lære tricks som wedgies, chest rolls eller escalators. Med de tricks kan du rigtig vise, hvordan du har mestret den store plastikring.

Aldersgruppen er 6 til 12 år, så dette er en sjov og bevægelig oplevelse for familiens mindste.

Hvor og hvornår

Folkehuset Absalon, Sønder Boulevard 73, 1720 København V. Søndag den 17. november, fra klokken 13 til 14.

Læs mere på 'Børn i Byen'.

Fisker- og fangerdag – oplev den grønlandske kultur midt i København

Foto: Anders Drud, Statens Naturhistoriske Museum
Foto: Anders Drud, Statens Naturhistoriske Museum

Grønland.

Landet med den eksorbitante mængde is, de store fjelde og de mange traditioner. Nu kan du og din familie få en lille smagsprøve på verdens største ø, når Zoologisk Museum i samarbejde med Det Grønlandske Hus og Nationalmuseet åbner dørene op for fisker- og fangerdag.

Her vil der blandt andet være fortællinger for børn om de grønlandske sagn og myter. I kan også se små kortfilm om de grønlandske slædehunde. Som kronen på værket får i lov til at overvære dissektionen af en rigtig grindehval, som fornylig strandede ved Hirtshals.

Dagen er selvfølgelig for hele familien, og selv de mindste kan være med til at opleve den grønlandske kultur og historie.

Hvor og hvornår

Zoologisk Museum, Universitetsparken 15, 2100 København Ø. Lørdag den 16. november, fra klokken 10 til 16. Entre til museet koster 105 kroner for voksne, og 50 kroner for børn i alderen 3 til 17 år.

Læs mere her.

Juletræ tændes i Tivoli – julen skydes i gang i Tivoli

Foto: Tivoli
Foto: Tivoli

Traditionen tro skal det store juletræ tændes i Tivoli. Dagen starter med, at selveste julemanden står ved hovedindgangen og byder velkommen til de mange besøgende. I løbet af dagen kan du og hele din familie gå på opdagelse og prøve sjove forlystelser, indtil juletræets tænding klokken 16.30. Her vil Burhan G synge nogle julesange, og derefter kan alle hjælpe julemanden med at tænde de mange lys på det store juletræ.

Som noget nyt kan I også overvære det store Swarowski-juletræ oplyst af intet mindre end 3000 krystaller. Det har taget ti dage at få det krystalliserede juletræ klar, og det har en værdi på intet mindre end én million kroner.  

Hvor og hvornår

Tivoli, Vesterbrogade 3. Lørdag den 16. november. Tivoli åbner dørene klokken 11.00. Juletræstændingen starter klokken 16.30. Entre til tivoli koster 130 kroner for voksne og 60 kroner for børn i alderen 3 til 7 år.

Læs mere her.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik