Oplev i weekenden: Alkymiens verden, fastelavnsworkshop og fastelavnsfest

Besøg alkymistens laboratorium, lav din egen fastelavnsmaske eller kom til fastelavnsfest i Fælledparken i den kommende weekend.

I den kommende weekend skal der spises fastelavnsboller og slås katten af tønden. Det er nemlig fastelavn!

I den forbindelse har vi, sammen med Børn i Byen, fundet en masse sjov, som I kan få i den kommende fastelavnsweekend. Ud over en masse fastelavnssjov, har vi naturligvis også fundet nogle spændende og interessante oplevelser for hele familien i Lorryland denne weekend.

 

Fastelavnsworkshop – Lav din egen fastelavnsmaske i Rundetaarn

Lav din egen maske ud af alskens materialer. Foto: Rundetaarn.
Lav din egen maske ud af alskens materialer. Foto: Rundetaarn.

Når det er fastelavn, er det vigtigt at have den helt perfekte maske på, så I kan give fastelavnstønden et ordentligt los!

I Rundetaarn er der fastelavnsworkshop, hvor I kan komme og lave de fedeste, flotteste og sejeste fastelavnsmasker. Workshoppen er nu på lørdag, så I har rig mulighed for at sidde og perfektionere jeres masker, inden det går løs søndag!

Workshoppen er en del af deres vinterferieoplevelse, Rundetaarn i Børnehøjde, hvor I kan komme ind og høre spændende og sjove fortællinger, med det store tårn som omdrejningspunkt. I vil også kunne se et sjovt dukketeater, med historier for hele familien.

Hvor og hvornår

Rundetaarn, Købmagergade 52A, 1150 København K. Lørdag den 22. februar, fra kl 13-16. Billet er almindelig entre til Rundetaarn. For en voksen er entre på 25 kroner. For børn i alderen 5-15 år er entre på 5 kroner.

Læs mere her 

 

Fastelavn i Fælledparken – Gratis fastelavnsfest for hele familien

Slå katten af tønden i Fælledparken i den kommende weekend. Foto: Østerbro Lokalforening.
Slå katten af tønden i Fælledparken i den kommende weekend. Foto: Østerbro Lokalforening.

Søndag står i fastelavnens tegn, og I har naturligvis rig mulighed for at komme ud til forskellige fastelavnsfester.

En af de mange fastelavnsfester foregår i Fælledparken på Østerbro. Her kan I slå katten af tønden, og være med til at kåre kattedronning og kattekonge. Når I har været med til at slå katten af tønden, kan I spise dejlige fastelavsboller og drikke en kop varm kakao.

Fastelavnsfesten foregår ved krydset Serrildsvej/Borgmester Jensens Vej ved Fælledparken. Fastelavnsfesten er gratis, og I er  selvfølgelig velkmne til at komme i den bedste og sejeste fastelavnsudklædning.

Hvor og hvornår

Fælledparken, ved krydset Serrildsvej/Borgmester Jensens Vej. Søndag den 23. februar, fra klokken 10-12. Arrangementet er gratis.

Læs mere her 

 

Alkymistens Laboratorium – En opdagelsesrejse i alkymiens verden

Gå på opdagelse i alkymistens laboratorium. Foto: J.F. Willumsens Museum.
Gå på opdagelse i alkymistens laboratorium. Foto: J.F. Willumsens Museum.

Hvad gemmer en alkymist i sine skuffer? Hvordan ser alkymiens verden ud?

Det kan I finde ud af, når J.F. Willumsens Museum inviterer hele familien ind til en sanselig kunstudstilling. Kunstneren Cecilia Westerberg har skabt en verden, hvor videnskab og magi blandes med fiktive fortællinger og reelle fakta.

Udstillingen rummer fire rum, som I kan gå på opdagelse i. Vær med til at skabe, undersøge og opfinde i alkymistens værksted. Udstillingen er for hele familien, og er en fremragende oplevelse, hvis I er i kreativitetens hjørne.

Hvor og hvornår

J.F. Willumsens Museum, Jenriksvej 4, 3600 Frederikssund. Lørdag den 22. og søndag den 23. februar, begge dage fra klokken 10-17. Entre er 70 kroner for en voksen. For børn under 17 er entre gratis.

Læs mere her

 

Vinterferieworkshop på ARKEN – Gå i Picassos fodspor

Måske en mulig inspiration til workshoppen? Foto: Arken/Musée national Picasso-Paris © Succession Picasso / VISDA 2019
Måske en mulig inspiration til workshoppen? Foto: Arken/Musée national Picasso-Paris © Succession Picasso / VISDA 2019

Selvom vinterferien så småt er ved at gå på hæld, skal I ikke snydes for en sjov vinterferieworkshop!

På ARKEN kan I komme i en kreativ børneworkshop, midt i Picassos udstilling, så I rigtig kan blive inspirerede. I kan få noget ler mellem hænderne, og lave sjove og skæve portrætter, præcis som den kreative spanier selv gjorde det. I kan også tegne runde portrætter af hinanden på paptallerkener, hvilket kan resultere i skøre tegninger af hinanden.

I vil også komme på en lille kunstomvisning, hvor I kan lære lidt om, hvem Pablo Picasso var og hvordan han udførte sine kunstværker. Vinterferieworkshoppen er fra klokken 11 og varer indtil klokken 12:30, nu på lørdag. Så hvis I er i det kreative hjørne, er ARKEN den perfekte weekendoplevelse. Husk, at der skal bestilles billet til workshoppen. Det kan gøres i linket forneden. Skulle I være forhindrede i, at komme ud til workshoppen lørdag, har ARKEN også en familieworkshop på søndag, fra kl. 12-16.30 og som er gratis for gæster med entre. Læs mere på deres hjemmeside.  

Hvor og hvornår

ARKEN, Skovvej 100, 2635 Ishøj. Lørdag den 22. februar, fra klokken 11-12:30. Workshoppen koster 30 kroner pr deltagende barn. Gratis for voksne med entre til museet. Husk at bestille billet i forvejen.

Læs mere her

 

Fastelavn på Den Blå Planet - Slå havkatten af sildetønden

Vær med til at blive dyrenes konge eller dronning. Foto: Den Blå Planet.
Vær med til at blive dyrenes konge eller dronning. Foto: Den Blå Planet.

Nu kan du blive havets hersker! Den Blå Planet åbner op for deres fastelavnsfest nu på søndag.

Her er temaet passende med Den Blå Planets omgivelser. I kan blive havkattekonge eller havkattedronning, og være med til at slå havkatten af sildetønden. Der vil være præmier og flotte fastelavnskroner i ægte guldfiskefarver. Der vil også være gratis slikposer til alle deltagere, så I kan få lidt til den søde tand.

Husk også at komme i den bedste fastelavnsudklædning. Der vil nemlig være en præmie til den bedst udklædte. Så I kan komme som en uhyggelig rovfisk eller en blid og blå Dory fra Find Nemo, og forhåbentlig vinde den fine præmie.

Hvor og hvornår

Den Blå Planet, Jacob Fortlingsvej 1, 2770 Kastrup. Søndag den 23. februar. Tøndeslagning er fra kl 12-13:30.  Ved 1 betalende voksen eller årskortholder kan have 1 udklædt barn med gratis.

Læs mere her 

 

Tøndeslagning i Tivoli – Vinterfest med Rasmus Klump

Kom til fastelavn sammen med Rasmus Klump og hans vennner. Foto: Tivoli
Kom til fastelavn sammen med Rasmus Klump og hans vennner. Foto: Tivoli

Kom i Tivoli til et brag af en tøndeslagning!

Vær klar I jeres bedste kostumer, når Rasmus Klump holder tøndeslagning i Tivoli, nu på søndag. Som heldige deltagere vil alle, der deltager i tøndeslagningen, modtage en økologisk snackpose og en lille Rasmus Klump-gave til at tage med hjem. I kan også få fuldent den perfekte udklædning med en omgang ansigtsmaling.

Hvis I får lyst til en lille godbid, kan I også komme over i Rasmus Klumps Pandekagehus, hvor I kan købe en lille pandekage og en kop varm kakao. Fastelavnsfesten med Rasmus Klump er åben for alle Havens gæster, og er inkluderet i entréen til Tivoli. Der er plads til 70 børn til hver af dagens tre tøndeslagninger, så der skal gerne være plads nok til alle.

Hvor og hvornår

Balkonen i Tivoli, Vesterbrogade 3, 1630 København. Søndag den 23. februar, fra kl 11-16. Det er inkluderet i almindelig entre til Tivoli. Entre for en voksen er på 135 kroner. For børn under 8 år er prisen på 60 kroner.

Læs mere her

 

Fastelavnsfest på Frederiksberg Rådhus – Hyggelig fastelavnsfest nu på lørdag

Kom til fastelavn på Frederiksberg Rådhus i jeres bedste udklædning! Foto: TV2 Lorry
Kom til fastelavn på Frederiksberg Rådhus i jeres bedste udklædning! Foto: TV2 Lorry
Foto: TV 2 Kosmopol

Kan I ikke vente med at komme i gang med fastelavnsfesten og tøndeslagningen på søndag, har vi selvfølgelig også fundet en fastelavnsfest om lørdagen!

På frederiksberg Rådhus kan I komme til tøndeslagning og hygge nu på lørdag, fra klokken 12-13.30. Borgmester Simon Aggesen (K) vil være der, for at byde jer velkommen og skyde tøndeslagningen i gang.

Der vil være sjov underholdning for hele familien. Der vil også være lidt sødt, i form af lækkert fastelavnsguf. Der vil naturligvis også blive kåret en kattedronning og kattekonge, så I har alle mulighed for at få kronen på hovedet allerede lørdag.

Hvor og hvornår

Frederiksberg Rådhus, Smallegade 1, 2000 Frederiksberg. Lørdag den 22. februar, fra klokken 12-13.30. Arrangementet er gratis.

Læs mere her 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik