Oplev i vinterferien: Giv storbyfuglene husly

Gamle og syge træer får ofte ikke lov til at blive stående i storbyjunglen. Derfor kan det være svært for fugle at finde et godt sted til deres reder. Heldigvis kan en hjemmelavet fuglekasse hjælpe.

Vi forbinder tit naturen med store, åbne vidder og skove så langt øjet rækker. Men faktisk er der masser af natur og dyr at finde helt inde i storbyens hjerte. 

Nogle af de dyr, der især er blevet glade for storbyens lys, er fuglene.

Men storbyfuglene lider af et problem som de fleste storbymennesker også kender til: boligmangel. Der er nemlig så få steder at bygge rede i storbyen, at fuglene kan have svært ved at finde et ordentligt hjem, når de yngler.

Derfor har vi slået os sammen med WWF biolog Thor Hjarsen, for at vise jer, hvordan I kan være med til give storbyfuglene husly med en fuglekasse.

En redekasse er nem og sjov at bygge. Og så går der ikke længe før fuglene flytter ind, også selvom man bor i storbyen.
En redekasse er nem og sjov at bygge. Og så går der ikke længe før fuglene flytter ind, også selvom man bor i storbyen.

Det eneste man skal bruge for at komme i gang med sin fuglekasse er værktøj, som de fleste har liggende derhjemme: En sav, en hammer, en boremaskine og et målebånd. Og så skal man selvfølgelig bruge noget træ. 

I videoen bruger vi to stykker ubehandlet fyrretræ. Ifølge Thor Hjarsen kan man også bruge palle- eller andet genbrugstræ. Det vigtigste er, at træet er råt og frit for søm. Behandlet træ er nemlig dårligt for fuglene. 

Hvis I har lyst til at se, hvordan Thor Hjarsen bygger sin fuglekasse, så kan I se det i videoen i toppen af artiklen. Og vil man gerne bygge den helt samme fuglekasse, kan man finde en skitse af den nedenfor. 

Men man behøver faktisk hverken være millimeterpræcis eller skarp på vinkler for at bygge et fuglekasse. Fuglenes huse i naturen er nemlig sjældent i vinkel.

- Det må rigtig gerne være lidt skævt. Fuglene bor i huller og sprækker i gamle træer, og de er heller ikke helt lige. Så fuglekassen behøver heller ikke være helt perfekt, siger Thor Hjarsen.

Her er Thor Hjarsens skitse af fuglekassen. Ved at gøre hullet større eller mindre, kan man bestemme hvem der flytter ind.
Her er Thor Hjarsens skitse af fuglekassen. Ved at gøre hullet større eller mindre, kan man bestemme hvem der flytter ind.

Selvom fuglekassen ikke behøver at være vinkelret eller perfekt, så har Thor Hjarsen alligevel nogle gode råd med til byggeriet. 

Når man samler kassen, er det nemlig vigtigt, at man lader lidt luft være mellem siderne og bunden. Det gør nemlig, at eventuelt regnvand kan sive ud. 

Og så skal man passe på, at man ikke kommer til at slå sømmene ind i hulrummet, hvor fuglene skal bo. Ellers kan de nemlig slå sig på sømmenes spidser. 

Der er mange forskellige fugle, der leder efter redekasser at yngle i til foråret. Her i videoen kan du høre Thor fortælle om nogle af de forskellige fugle, man kan lave fuglekasser til.

Blåmejsen og mursejleren er blot to af de mange fugle man kan lave redekasser til.

Faktisk er det ikke helt tilfældigt, hvilke fugle der flytter ind i fuglekassen. Ved at lave hullet i kassen større eller mindre, kan man nemlig være med til at bestemme fuglearten, der slår sig ned. 

Hvis man laver et hul på 28 millimeter, kan musvitter og gråspurve nemlig ikke komme ind, mens mejserne stadig har fri passage. Hvis hullet derimod er 32 millimeter, kan skovspurven flytte ind, og hvis man borer et hul på hele 50 millimeter, kan det være, at en stære gør kassen til sit hjem. 

Gør din have vildere og hjælp fuglene

Musvitter og mejser er dog ikke de eneste fugle, der har brug for redekasser i Lorryland. 

Også andre arter som natugler, tårnfalke eller mursejlere er i bolignød. De fugle kræver anderledes fuglekasser, som man også sagtens kan bygge selv. Hvis I har lyst til at bygge kasser til specielle gæster, så kan i finde vejledninger til f.eks. natuglen her eller mursejleren her.

Det er vigtigt, at fuglekassen hænger, så rovdyr ikke kan komme til kassen.
Det er vigtigt, at fuglekassen hænger, så rovdyr ikke kan komme til kassen.

Når man er øm i armene af at svinge saven og hammeren, så er det tid til at hænge fuglehuset op.

Hvor og hvordan man hænger fuglekassen op afhænger af, hvilken fugleart, der skal bo der. På Naturstyrelsen hjemmeside her, kan I se præcis, hvordan redekassen skal hænge alt efter, hvilken fugl den er bygget til. 

Generelt er det dog vigtigt, at redekassen kommer et par meter op, sådan at rovdyr ikke kan gøre fuglekasse til madkasse. 

Og så skal man sørge for, at fuglekassen ikke peger mod syd. Når kassen peger mod syd, kan solen nemlig varme den så meget op, at fugleungerne kan ende med at dø af det. Og faktisk viser undersøgelser, at fugle især foretrækker kasser, der vender mod nordøst.

Har man allerede haven fyldt med fuglekasser og godt kunne tænke sig at hjælpe fuglene endnu bedre på vej, så kan man også fodre dem - ikke med foderkugler - men med sin have.

- Hvis man har tænkt sig at hænge en fuglekasse op, så kan man også hjælpe fuglene ved at gøre sin have lidt vildere. En bunke grene og blade i haven er et perfekt sted til insekter, som fuglene kan spise, når de yngler, siger Thor Hjarsen. 

Så hvis I har lyst til at hjælpe fuglene med at finde husly, er det bare at finde fukssvansen, træet og målebåndet frem, så vores flyvende venner kan få tag over hovedet.


Rigtig god vinterferie!