Ohøj: 2018 slår rekorder for krydstogt herhjemme

2018 bliver et rekordår for krydstogsgæster i København og Hundested. Også i Helsingør mærker de stor fremgang.

Når december måned rinder ud, og det nye år letter anker, vil 2018 stå tilbage som et mere end solidt år for krydstogtsindustrien i hovedstadsområdet.

Både København og Hundested har i 2018 slået deres hidtidige rekorder for antallet af krydstogtgæster, mens krydstogtskajen i Helsingør også har mærket fremgang, oplyser turismeorganisationen Wonderful Copenhagen.

- 2018 har ikke kun været den bedste sæson for krydstogt i Danmark nogensinde, det har også været den længste sæson, der har strakt sig over 215 dage, og derudover nu også i december, siger Claus Bødker, krydstogtschef i Wonderful Copenhagen, til TV 2 Lorry.

- Det er en positiv udvikling, at skibenes anløb fordeles over en længere periode, og at hovedstaden er i færd med at blive en helårsdestination, tilføjer han.

I 2018 har København haft besøg af omkring 870.000 gæster. Det svarer rundt regnet til, at alle indbyggere i Danmarks næststørste by, Aarhus, har været i København tre gange i år.

I alt fik Danmark besøg af 1,1 millioner krydstogtgæster i 2018.

Julecruise hitter

Går man rundt og tror, at krydstogt er lig med passoa, solcreme og temperaturer på den lune side af 25 grader, så tager man fejl.

Nichekrydstogtskategorien julecruise er nemlig en populær ferieform for nogle. 

I løbet af december anløber  syv krydstogsskibe kajen i København. Det er det højest antal siden 2012.

Lørdag vuggede det tyske krydstogtskib Albatros i takt med bølgernes skvulp langs Langeliniekaj. Netop tyskerne udgør sammen med briterne den største gruppe af krydstogtgæster i byen. 

- København som turistby er i høj grad blevet en helårsdestination for turister. Krydstogtskibene er et godt eksempel på den tendens, siger Claus Bødker og fremhæver især Tivolis julemarked samt slottene i Nordsjælland som de helt store attraktioner for gæsterne.

Årets krydstogtsturisme giver samlet en forventet omsætning på cirka 1,5 milliarder kroner, estimerer Wonderful Copenhagen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik