Offentlig transport i hovedstaden skal strømlines

Det er gratis at tage cyklen med i S-toget, men det koster en ekstra billet at tage den tohjulede med over i metroen på Nørreport Station, og det skal være slut, skriver Politiken tirsdag.

Transportminister Hans Christian Schmidt (V) bruger eksemplet som bevis på, at de mange aktører på trafikområdet i hovedstaden nu skal tvinges til at arbejde bedre sammen.

»Den er helt gal i hovedstaden, og jeg får mange mail fra borgere, der er rasende over det. Hvordan kan det være, at man skal sætte sig ind i forskellige kampagneordninger, når der er gratis søndag i S-toget og ikke i metroen. Hvorfor arbejder de ikke bedre sammen? Så har jeg kigget rundt på andre storbyer i verden, og så slår det mig, at det dur bare ikke, den måde vi gør det på i København«, siger Hans Christian Schmidt (V) til Politiken. Han vil ændre strukturerne, så kunderne fremover kun skal møde én organisation, ét telefonnummer og én hjemmeside, uanset hvilken transportform man bruger.

Hans Christian Schmidt lægger to modeller frem til debat, som nu skal behandles i Folketinget. Den ene laver en paraplyorganisation, hvor alle de mange selskaber skal være repræsenteret. Den anden - og noget mere vidtgående - vil oprette et helt nyt selskab, hvor de nuværende selskaber skal træde ind.

Ministeren hælder til det sidste, skriver Politiken. Simpelthen fordi kunderne ikke får nok ud af det løsere samarbejde, der findes i dag.

»Når vi investerer så meget, som vi gør nu med Cityringen og renovering af Nørreport, skal vi have den kollektive transport til at være attraktiv. Og så skal brugerne ikke mødes med forskellige aktører, der konkurrerer med hinanden i stedet for at arbejde sammen«, siger han til Politiken.

Socialdemokraternes trafikordfører, Magnus Heunicke, advarer mod den tanke. For selv om han er med på at lave én fælles indgang til den offentlige transport, er han bange for, at en ny, stor organisation vil kvæle nye initiativer.

»Da vi havde den gamle fælles organisation HT (Hovedstadsområdets Trafikselskab, red.), skete der ingenting. Man sagde, at hvis ikke man kunne indføre en ting alle steder, så gjorde man det ikke, fordi man skulle være ensartede«, siger Magnus Heunicke. Han peger på, at natkørsel startede som en idé hos metroen. »Hos S-tog var man lamslået og spurgte, hvordan det dog skulle gå med overenskomster. Men det lykkedes, og siden har S-tog kopieret det; det er fremragende. Både for at modvirke spritkørsel og for den offentlige trafik i København generelt«, siger han til Politiken.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik