Nyt tilbud: Hent din medicin i en pakkeboks

Det skal være nemmere for patienter med kroniske sygdomme at hente deres medicin. Derfor har Region Hovedstaden besluttet at opsætte medicinbokse seks steder i Lorryland.

Når man får udskrevet medicin, kan det som regel afhentes på det lokale apotek. Men det gælder ikke for alle patienter.

Nogle præparater kræver nemlig specielle forhold. Og det betyder, at særligt kroniske patienter har været nødsaget til at køre langt for at få den medicin, de har brug for.  

Men det skal være slut nu.

Region Hovedstaden har nemlig valgt at afsætte én million kroner til etablering af seks  såkaldte medicinbokse. Men hvad er en medicinboks egentligt?

quote Vi har eksempler på patienter, som har været nødsaget til at hente sin medicin i Odense. Og det giver ingen mening.

Christoffer Buster Reinhardt, formand, Region Hovedstadens Sundhedsudvalg

Pakkeboks med medicin

Faktisk kan man sammenligne en medicinboks med en klassisk pakkeboks, som man kender fra sin lokale dagligvarerbutik.

Og det kan blive en stor hjælp for patienter, mener Christoffer Buster Reinhardt, der er formand for Region Hovedstadens Sundhedsudvalg.

- Indtil nu har det været sådan, at man som patient med bestemte sygdomme har været nødsaget til at rejse hele vejen til det hospital eller den afdeling, som man er blevet behandlet på for at hente sin medicin løbende, siger han og fortsætter: 

- Vi har eksempler på patienter, som har været nødsaget til at hente sin medicin i Odense. Og det giver ingen mening. Med de her medicinbokse sikrer vi lettere tilgængelighed, og så skaber vi en større fleksibilitet ved, at man som patient kan hente sin medicin 24 timer i døgnet, siger han til TV 2 Lorry.

Selvom medicinboksene kan sammenlignes med de mere velkendte pakkebokse, så er det ikke en tro kopi. Medicinboksene har nemlig en særlig temperatur og sikkerhed. Det er også grunden til, at man ikke kan placere dem hvor som helst. 

quote De patienter, der har prøvet medicinboksen på Herlev Hospital, siger, at det virkelig har hjulpet og lettet deres hverdag.

Christoffer Buster Reinhardt, formand, Region Hovedstadens Sundhedsudvalg

Succes på teststed

Medicinboksen er allerede blevet testet på Herlev Hospital, hvor det, ifølge Christoffer Buster Reinhardt, har været en stor succes. 

- De patienter, der har prøvet medicinboksen på Herlev Hospital, siger, at det virkelig har hjulpet og lettet deres hverdag, siger han.

Her vil Region Hovedstaden opsætte medicinbokse

  • Hillerød Hospital
  • Gentofte Hospital
  • Hvidovre Hospital
  • Glostrup Hospital
  • Rigshospitalet
  • Samt supplement af eksisterende bokse på Herlev Hospital

Med de nye medicinbokse forventer Region Hovedstaden, at der er kapacitet til at erstatte 75.000 afhentninger årligt. Og det er ikke bare en hjælp for de patienter, der skal afhente deres medicin.

- Når der kommer en patient, som skal have udleveret sin medicin af en ansat på sygehuset, så tager det tid fra dem, der er syge og indlagte på afdelingen. Jeg vil hellere have, at man bruger tiden fornuftigt sammen med de patienter, der har brug for det i stedet for at være pakkeudleveringssted, siger Christoffer Buster Reinhardt.

Udvides ikke til flere patienter

Har I overvejet at udvide ordningen, så det ikke kun er til patienter med særlige sygdomme? 

- Det her er relevant for alle, der ikke kan hente deres medicin på det lokale apotek. Det giver ikke mening at begynde at udlevere medicin på hospitalerne i stedet for apotekterne, siger Christoffer Buster Reinhardt og fortsætter:

- Der er trods alt flere apoteker end hospitaler i landet, og derfor vil der oftest også være kortere til det lokale apotek. Derfor skal vi koncentrere os om dem, der ikke kan afhente deres medicin på det lokale apotek, siger han til TV 2 Lorry.

Han understreger dog, at Region Hovedstaden er villige til at sætte flere medicinbokse op, hvis det skulle blive nødvendigt.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik