Nyt projekt ser dagens lys: Togpassagerer leverer pakkepost

Et nyt forskningsprojekt undersøger, hvorvidt det er muligt at få passagerer i den offentlige transport til at tage en pakke med på rejsen. Håbet er at mindske antallet af varevogne i byerne.

Foto: Frida Kruse Lind/TV 2 Lorry

Hvis du ofte tager toget og samtidig har en Postmand Per gemt i maven, så er der godt nyt.

Et nyt forskningsforsøg undersøger nemlig, som det første af sin slags i verden, om passagerer med den offentlige transport kan tage pakker med fra en station til en anden. Til gengæld får de en økonomisk gevinst. 

Læs også Lider under corona: Metro-passagerer kan blive væk i op til fem år

- Ambitionen er at undersøge, hvordan vi kan arbejde sammen på en smartere måde for at få nogle varevognskørsler ud af byen. Og det gør vi ved at give passagerer mulighed for at tage en pakke med i toget, siger Andreas Fessler, der i samarbejde med DTU og virksomheden Atkins står bag projektet.

Hver dag transporterer 10-20.000 varebiler omkring 430.000 pakker fra e-handel rundt i Danmark. 

Færre varebiler i byerne 

I hovedstadsområdet er der opstillet pakkebokse ved 22 forskellige stationer og stoppesteder.

Her kan passagerer ved hjælp af en app låse boksen op og tage en pakke med på vejen. Pakken skal herefter leveres igen i en ny pakkeboks på den station, hvor passageren står af.

"Det er belønningen, der gør, at man lige har lyst til at bruge de der en-to minutter ekstra."

Kristian Jakobsen, forsøgsdeltager

En af dem, der har meldt sig til forsøget, er Kristian Jakobsen, der pendler fire dage om ugen.

- Jeg synes, det er en sjov lille gimmick. Det er jo ikke noget, der løser alverdens transportproblemer, men det er jo noget hen ad vejen, hvor man sammen kan løse det hele, siger han.

Gavekort på 50-100 kroner

Som belønning for at deltage i projektet, modtager Kristian Jakobsen og de andre deltagere et gavekort på 50-100 kr. til 7-Eleven. Beløbet afhænger af, hvor mange ture man har taget med en pakke i hånden.

Læs også Pensionistkortet i den offentlige transport nu endegyldigt reddet

For Kristian Jakobsen er den økonomiske belønning vigtig for hans deltagelse i undersøgelsen.

- Det er belønningen, der gør, at man lige har lyst til at bruge de der en-to minutter ekstra. Det giver lige lysten til, at man har lyst til at gøre det hver dag. Hvis vi taler 5-10 kroner om dagen er det jo op til en tredjedel af min transportudgift om dagen. Det er jo meget dejligt at få dækket, siger Kristian Jakobsen. 

Læs også Region H. sparer millioner på kollektiv trafik - her er de berørte bus- og toglinjer

I et realiseret projekt håber Andreas Fessler dog på, at man kan komme til at spare penge på selve billetten.

02:16

Se indslag om, hvordan det foregår, når togpassagerer i nyt forsøg agerer pakkepostbud. 

Luk video

- De penge, man ville få, ville blive penge til transportudgifter, sådan så vi både sikrer os, at de ture, som folk kører med pakker, er ture, som folk ville have taget alligevel, og netop også for at vi ikke får Uber-proletariat af folk, der lever af at kører rundt i togene uden arbejdstagerrettigheder.



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik