Nye tilfælde af mæslinger: Nu er der tale om et udbrud

Statens Serum Institut har påvist fem tilfælde af mæslinger i februar og mener, at der er tale om et udbrud. Senest har to unge mænd fået konstateret sygdommen.

Der er nu fundet et fjerde og et femte tilfælde af mæslinger i Danmark, og Statens Serum Institut har derfor nu ændret deres klassificering til, at der er tale om et udbrud.

Denne gang drejer det sig om to unge mænd fra København og Fyn, oplyser Statens Serum Institut i en pressemeddelelse.

Statens Serum Institut har dog endnu ikke fået svaret fra den såkaldte genotyping af de to nyeste tilfælde tilbage. De kan dermed ikke med sikkerhed sige, om virusset er den samme, som har smittet de tre tidligere tilfælde, som blandt andet er kommet med hjem fra to separate skiferier i Val Thorens i de franske alper. 

- Foreløbig ved vi kun, at manden fra Fyn har haft kontakt til et allerede kendt tilfælde af mæslinger, mens smittekilden er ukendt for manden fra København, siger afdelingslæge Peter Henrik Andersen fra Statens Serum Institut i en pressemeddelelse.

Han og hans kolleger mener dog, at det er sikkert, at der er tale om et udbrud. Opgaven er nu, at sørge for at udbruddet ikke vokser sig stort.

- Vi håber da, at den generelle immunitet i Danmark er så god, at vi undgår et stort udbrud, og det er klart vores erfaring, at vi har haft få tilfælde i Danmark, siger Peter Henrik Andersen til Ritzau.

Forventer endnu flere tilfælde

Styrelsen for Patientsikkerhed har kontaktet alle relevante steder de pågældende har opholdt sig i den smitsomme periode med henblik på at sikre, at personer, der har været udsat for smitte, og som ikke er immune mod mæslinger, bliver kontaktet og får tilbud om relevant behandling.

Der er nu påvist fem tilfælde af mæslinger i Danmark i det aktuelle udbrud. To tilfælde er erhvervet på rejse, ét tilfælde er smittet af en kendt kontakt og de sidste to tilfælde er smittet i Danmark uden kendt smittekilde. Tre af tilfældene har været smittet med den samme type mæslingevirus.

- Det vurderes, at der nu cirkulerer mæslingevirus i Danmark, og vi kan forvente flere tilfælde i de kommende uger. Derfor vil vi ikke længere omtale enkelte nye tilfælde i dette udbrud, men henviser i stedet til vores hjemmeside, hvor vi opdaterer om udbruddet, siger Peter Henrik Andersen.

Hvad skal man gøre, hvis man tror, man er smittet?

  • Personer, som ikke er immune mod mæslinger, bør være opmærksomme på symptomer på sygdommen i op til 18 dage efter mulig udsættelse for smitte.
     
  • De typiske symptomer er høj feber, kraftig forkølelse, røde øjne, hoste og efter nogle dage med bedring på ny høj feber samt et rødt prikket udslæt, som starter i ansigtet og breder sig ned over kroppen. Udslættet vil typisk ”flyde sammen”.
     
  • Hvis man mistænker at være blevet smittet, skal man ringe til sin egen læge eller vagtlæge, så man kan blive undersøgt uden at udsætte andre for smitte. Man skal ikke møde op uanmeldt, da mæslinger er meget smitsomt, og man dermed risikerer at smitte andre i venteværelset.
     
  • Vaccination mod mæslinger er en del af børnevaccinationsprogrammet. Det er også gratis for alle voksne at blive vaccineret mod mæslinger, og man kan få vaccinen hos egen læge eller på en rejsemedicinsk klinik. Læs mere om tilbuddet her.

    Kilde: Statens Serum Institut

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik