Nye fitnesscentre kæmper om din gunst med e-gym og japansk lyntræning

Siden 2006 er antallet af kommercielle fitnesscentre tredoblet. Nye centre må derfor finde på nye idéer for at komme ind på markedet.

Det er januar, højsæson for nytårsforsætter og dermed også for fitnessbranchen. En branche, hvor Fitness World indtager den øverste podieplads med 174 centre herhjemme.

- Vi kan jo mærke lokalt, at der er flere centre om buddet. Det er vigtigt for os at have et stabilt udbud af det, vi tilbyder og holde en fast, høj kvalitet, siger Lars Kristensen, der er head of training hos Fitness World.

I alt er der nu omkring 900 kommercielle fitnesscentre i Danmark – omkring 300 af dem har til huse i Lorryland.

- Inden for de senere år må man sige, at 160 procent vækst er relativt markant, lyder det fra Rasmus K. Storm fra Idrættens Analyseinstitut.

Behov for differentiering

Den mest aggressive spiller på markedet er Loop Fitness, der har mere end fordoblet deres franchisekæde på tre år. Hele 66 nye centre er det blevet til, så totalen nu lyder på 112 – og de planlægger 40 nye centre de kommende to år.

quote Konkurrencen er skarp. Der er rigtigt stort behov for differentiering.

Tobias Bai, Loop

- Konkurrencen er skarp. Der er rigtigt stort behov for differentiering. Man er nødt til at finde sin niche og holde sig til den, mener Tobias Bai, der er retailkonsulent hos Loop, som slår sig op på et letforståeligt cirkeltræningsprogram, der kan overstås på 24 minutter.

SATS er Nordens største fitnesskæde og den tredjestørste herhjemme med 37 centre. Også her forsøger man at tilbyde noget, som man ikke kan finde andre steder. Blandt andet holdkonceptet Gravity, som er en pilateslignende træningsform, som man kun finder i SATS.

- Sundhedsstyrelsen er lige kommet ud med en analyse, der siger, at 51 procent af den voksne danske befolkning er moderat eller svært overvægtige. Så der er jo belæg for, at vi er her, understreger Susanne Dam, der er marketingchef hos SATS.

Mindre centre med X-faktor

Mens Fitness World, Loop og SATS forsøger at favne alle, så har den store vækst i branchen også givet plads til en lang række mindre, men mere specialiserede centre.

quote Vi ved, at livet indeholder mere end puritansk træning.

Hans Henrik Moe Sørensen, Repeat

Hos Repeat har man netop åbnet sit sjette center – specielt målrettet de 20- til 40-årige. Her er der DJ, bronzetonede spejle og events som Bubbles n’ Squat og Cocktails n’ Kettlebells.

- Vi ved, at livet indeholder mere end puritansk træning, smiler Hans Henrik Moe Sørensen, der er administrerende direktør i Repeat.

- For vores publikum er det for mange en helt integreret del af deres livsstil. Fitness er noget, man gør, ligesom man går på cafe, går i biffen eller spiller PlayStation. Der er vi nødt til at gøre os relevante i den sammenhæng.

Artiklen fortsætter under videoen

Fitnessbranchen boomer, og det giver plads til flere små, men langt mere specialiserede fitnesscentre. Repeat, The Box og Kaatsu Fitness har hvert deres fokus.

Hos det nyåbnede The Box på Amager har de hentet konceptet eGym ind for at adskille sig fra konkurrenterne. Et system, hvor man kan logge på maskinerne, der derefter indstiller sig til netop din kropsbygning og styrke – og så spiller man ellers et spil og optjener points samtidig med, at man styrketræner.

- At vi har fået eGym-maskinerne gør, at vi kan skille os ud fra alle de andre. Der kommer flere og flere af de små. Det er blevet utroligt populært at åbne små, private centre, og det er også blevet mere og mere populært at melde sig ind i dem, fordi man ønsker at få noget, som man ikke nødvendigvis kan få i de store kæder, vurderer Natasja Oxlund, der ejer centeret sammen med sin gode veninde og kompagnon.

Der er plads til flere fitnesscentre

Også i Kaatsu Fitness er man gået nichevejen. Her benytter man en japansk træningsmetode, hvor man med trykbælter nedsætter blodgennemstrømningen og dermed får en mere fokuseret træning, som giver hurtigere effekt med mindre belastning – og det er populært hos dem, der har travlt med børn og arbejde.

- Tidsforbruget er kortere. Begrænsningen ligger i træningsformen. Det er maksimum 15 minutter for overkrop og maksimum 20 minutter for underkrop, fortæller direktør Michael Schewitsch.

Direktør i Kaatsu Fitness Michael Schewitsch fokuserer på intensiv træning, der ikke tager så lang tid. Og det er populært for især folk med børn og et travlt arbejdsliv.
Direktør i Kaatsu Fitness Michael Schewitsch fokuserer på intensiv træning, der ikke tager så lang tid. Og det er populært for især folk med børn og et travlt arbejdsliv.

quote If you gotta think, think big.

Michael Schewitsch, Kaatsu Fitness

Der er mange og forskellige tilbud, og konkurrencen er hård, men markedet er ikke udtømt, vurderer Rasmus K. Storm fra Idrættens Analyseinstitut:

- Lige nu og hvis der ikke er noget, der ændrer sig markant, så ser det ud til, at der er plads til flere kommercielle fitnesscentre. Så skal fitnessbranchen jo oppe sig igen for at finde på nye, mere segmenterede koncepter, men det er spændende, og det bliver interessant at følge.

Kaatsu Fitness har i dag tre centre, men i 2020 åbner de yderligere to.

- Ambitionen er at udbrede Kaatsu Fitness på samme måde, som man ser Fitness World eller SATS i dag. If you gotta think, think big, griner Michael Schewitsch.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik