Ny forvirring om Visa/dankort i Sterling-sag

PBS' officielle information ved Sterlings krak holder muligvis ikke vand. Det mener flere kunder, som ikke kan få penge retur.

Sterlingkunder, der har købt deres billet med Visa/Dankort, er forvirrede over, om de kan få deres penge igen.

Normalt vil Dankort-delen blive aktiveret ved køb i danske netbutikker, mens Visa-delen vil blive aktiveret ved køb på internationale hjemmesider. Men i Sterlings tilfælde er der tilsyneladende ikke den samme logik.

Korttype afgørende
Tjek.dk har fået flere henvendelser fra Sterlingkunder, som oplyser, at beløbet til flyselskabet er trukket over deres Dankort på trods af, at de har købt flyrejsen via Sterling.com.

Om det er den ene eller anden del af kortet er langt fra ligegyldigt. Således kan aktivering af Visa-delen give det fulde beløb retur, mens aktivering af Dankort-delen giver en kurv at hoppe i.

Pengeinstitutternes Betalings Service (PBS) oplyser, at »hvis du har betalt din billet med Visa-delen af dit Visa/Dankort på et af Sterlings udenlandske websites (ikke www.sterling.dk), har du mulighed for at gøre indsigelse, som det også er muligt på andre internationale kort«.

Informationen stemmer ikke overens med virkeligheden, fortæller flere læsere af tjek.dk. Deres ønske om at gøre indsigelse er blevet afvist af deres bank på trods af, at de har dokumentation for, at købet er foretaget via Sterling.com.

PBS undersøger sagen
I PBS opfordrer kommunikationschef Pernille Kylling de forvirrede kunder til at indsamle dokumentationen og gå ned i banken på ny.

»Hvis man har været på den udenlandske udgave af Sterling, og mener, man har brugt Visa-delen, så skal man komme med den dokumentation. Det kan være rejsekvitteringen eller en udskrift af transaktionen. Derefter vil vi undersøge sagen nærmere«, siger Pernille Kylling til tjek.dk.

Hun kender ikke opbygningen af Sterlings forskellige hjemmesider og kan derfor ikke sige noget om, hvordan forvirringen kan opstå.

Populært kort
Men hun afviser, at pengeinstitutterne skulle have en interesse i at afvise kundernes ønske om i sidste ende at få de tabte penge tilbage.

»Det er i bankernes interesse at hjælpe kunderne bedst muligt«, siger hun.

Visa/Dankortet er det mest brugte betalingskort i Danmark, da det ligger i lommen på 3 millioner danskere. De rene Dankort er i hånden på 1 million danskere.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik