Ny Brøndby-formand: Økonomi er vigtigere end sejre

Der bliver ingen nemme løsninger i kampen for at få Brøndby tilbage i toppen, siger Aldo Pedersen.

Man skal holde, hvad man lover, og sådan bliver det også i fodboldklubben Brøndby fremover.

Det fastslår klubbens nye bestyrelsesformand, Aldo Pedersen, der banker en pæl igennem tanken om, at klubben er klar til en ny sportslig satsning i håbet om at genvinde det tabte land i toppen af dansk fodbold.

- Det allervigtigste er, at man holder, hvad man lover. Vi har sagt, at vi forventer at komme ud af regnskabsåret med ni millioner i underskud, og det er altafgørende, at vi opfylder det, siger Aldo Pedersen.

Han blev mandag aften valgt ind i bestyrelsen på den ekstraordinære generalforsamling, og derefter valgte bestyrelsen ham som dens nye formand.

Og den tidligere FC København-investor slår fast, at der ikke kommer store armbevægelser på Vestegnen foreløbig.

- Økonomisk ansvarlighed går forud for de forventningerne om at vinde kampe. Det er ikke det rigtige fokus, at sejre er det eneste saliggørende. Det handler om at bygge fundamentet, så man blive bedre til at vinde.

- Om det med tiden bliver nok til at lukke det store hul til FCK, det ved vi ikke. Det må tiden vise. Den model fortsætter vi med at følge, også selv om vi risikerer at rykke ned, siger Aldo Pedersen.

Han kommer til en klub, der for længst har mistet den status, den havde i 1980'erne og 1990'erne, hvor Brøndby nærmest havde eneret på de bedste danske spillere.

Kampen for at hænge på i toppen har gjort, at der har været et overforbrug, mener han.

- I midten af nullerne var der i dansk fodbold en idé om, at man kunne bruge 40-50 millioner, som man ikke havde, fordi der altid var nogle investorer, der var klar til at dække hullet.

- Nu er man nødt til at indstille sig på en anden virkelighed, og det er vi også i gang med nu, siger Aldo Pedersen.

Bestyrelsen har mandag offentliggjort, at Tommy Håkansson fortsætter som direktør. Aldo Pedersen vil derimod ikke kommentere, om træner Auri Skarbalius og sportschef Ole Bjur også er en del af det nye Brøndby.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik