Ny arbejdsnedlæggelse truer på Rigshospitalet

En årelang strid om, hvilken fagforening de 300 portører på Rigshospitalet skal høre til fandt omsider sin afslutning i Arbejdsretten i eftermiddag. Det blev til et nederlag til portørerne, som med næb og klør har kæmpet for at blive stående i Lager-, Post- og Servicearbejdernes Forbund under 3F.

I fremtiden skal de stå i medlemskartoteket hos Fag og
Arbejde, FOA i lighed med landets resterende 3000
sygehusportører og arbejde under deres portør-overenskomst.
- Når eet LO-forbund har overenskomsten, så kan et andet
LO-forbund ikke også lave overenskomst, mente dommeren, og det
er vi dybt skuffede over, siger portørernes fællestillidsmand,
Jan Anker Clausen til dr.dk/Penge.
Han kan ikke afvise, at de 300 portører er så skuffede, at de
nedlægger arbejdet i protest.
- Vi holder orienteringsmøde i morgen klokken 10, hvor alle
portørerne deltager. Og så ved jeg ikke, hvad der sker
efterfølgende, siger Jens Anker Clausen.
Personalechef på Rigshospitalet, Mette Risak er glad for
dommen og siger, at hun er glad for at striden med portørerne nu
endeligt er afgjort.
- Nu gælder det om at finde en positiv vej frem, så vi kan få
normale forhold sammen med portørerne.
Frygter du, at I kommer til at stå med en ny
arbejdsnedlæggelse oven på dommen?
- Ja, selvfølgelig, men jeg forventer det ikke. Tværtimod har
portørerne jo selv ønsket at få den afklaring i Arbejdsretten.
Og så går jeg fuldstændig ud fra, at de respekterer dommen,
siger Mette Risak til dr.dk/Penge.
Det er Danske Regioner, der har anlagt sagen i Arbejdsretten.
Med kommunalreformen fra sidste år overtog de nye regioner
landets sygehusvæsen fra amterne. Herefter ønskede regionerne
med loven om virksomhedsoverdragelse i hånden kun een
overenskomst for landets portører.
Og derfor måtte også Rigshospitalets portører forlade 3F, hvor
de har holdt til siden 1933 for at komme under FOA, mente
regionerne.
- I forvejen slås vi med over 100 forskellige overenskomster,
og vi kan ikke have parallelle overenskomster for alle faggruper
i hver eneste region, siger forhandlingschef i Danske Regioner,
Signe Friberg Nielsen, som heller ikke kan forestille sig, at
portørerne nu nedlægger arbejdet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik