Nu skal flypassagerer også selv tjekke bagagen ind

Passagerer i Københavns Lufthavn tjekker selv ind på flyet og kan snart også selv sende deres bagage af sted.

Fremtidens flypassagerer kan måske stige om bord på flyet stort set uden at skulle stå ansigt til ansigt med en medarbejder undervejs.

Københavns Lufthavn tager i hvert fald et skridt på vejen nu, hvor lufthavnen også indfører selvbetjent bagagedrop for passagererne. I første omgang dog kun for passagerer hos SAS og Norwegian, som samlet udgør 60 procent af passagererne.

- Langt hovedparten af vores passagerer foretager i forvejen selv check-in på enten internet, mobil eller en af de 83 selvbetjeningskiosker i lufthavnen, siger Marie-Louise Lotz, passagerchef i Københavns Lufthavn.

Turen gennem lufthavnen speedes op

- Muligheden for selv at printe og montere bagagemærker og derefter aflevere kufferten direkte på bagagebåndet speeder hele turen gennem lufthavnen op, tilføjer hun.

På sigt er målet at tilbyde selvbetjente bagage-drop til flest mulige passagerer, skriver lufthavnen i en pressemeddelelse.

Mange flypassagerer køber selv billetten på nettet, tjekker selv ind og vælger flysæde og kan nu altså også selv tjekke bagagen ind på flyet.

Først i pas- og sikkerhedskontrollen vil passageren møde ansatte, som tjekker pas samt håndbagage og lommer.

12 selvbetjente bagage-drops sættes op

Ifølge lufthavnens passagerundersøgelser foretrækker mange selvbetjeningsløsningerne.

Københavns Lufthavn har indgået aftale med det norske firma DSG om levering af i første omgang 12 selvbetjente bagage-drop. Lufthavnen forventer at tage dem i brug sidst på året.

Der bliver opsat otte selvbetjente bagage-drop i Terminal 3 og fire i Terminal 2.

Selvbetjeningen skal gøre vejen gennem lufthavnen endnu hurtigere og nemmere for de rejsende, ligesom det bliver billigere for flyselskaberne, når de skal have færre ansatte, lyder det fra lufthavnen.

- Det er afgørende, at Københavns Lufthavn fortsat finder løsninger, der reducerer omkostningerne for vores kunder, flyselskaberne, samtidig med, at passagerne får større indflydelse på den samlede rejseoplevelse.

Det siger Steve Tarbuck, business development manager i Københavns Lufthavn, i en pressemeddelelse.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik