Nu sætter myndighederne alder på corona-dødsfald

Den yngste, der er død, mens vedkommende var smittet med coronavirus, blev 50 år. Den ældste blev 94 å, oplyser Statens Serum Institut.

De danske myndigheder sætter nu for første gang alder på de personer, der er døde af covid-19 i Danmark.

Den yngste, der er død med coronavirus i Danmark, blev 50 år, mens den ældste blev 94 år.

Det oplyser Statens Serum Institut (SSI) i en ny rapport.

Blandt de 34 dødsfald, der er konstateret i Danmark, er 24 mænd og ti kvinder, fremgår det desuden af rapporten. Det er ikke oplyst, hvorfra i landet, de afdøde er fra.

Medianalderen er på 80 år.

Sådan er aldersfordelingen blandt de døde

1-5 personer i alderen 50-59 år er døde.

1-5 personer i alderen 60-69 år er døde.

10-14 personer i alderen 70-79 er døde.

17 personer over 80 år er døde.

SSI fortæller, at fordelingen er på linje med, hvad man har set i andre lande, der har været ramt af virusset.

Statens Serum Institut oplyser, at der indtil videre har været 526 indlagte med coronavirus. Lidt over halvdelen havde kendte kroniske sygdomme.

- Det ser ud til at alders- og kønsfordelingen blandt de indlagte Covid-19-patienter svarer til, hvad der er set i andre lande, siger overlæge og afdelingschef Tyra Grove Krause fra SSI.

Alvorlige sygdomme ud over covid-19

- Særligt ældre og personer med kroniske sygdomme er i risiko for et alvorligt forløb, siger hun i en pressemeddelelse.

Selv om der har været 34 dødsfald, er det ikke ensbetydende med, at coronavirus har været dødsårsagen.

I flere tilfælde har de personer, der er døde, haft andre alvorlige sygdomme ud over virusset.

For at indgå i statistikken skal man være død, senest 60 dage efter at man blev smittet med virusset.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik