Nu kommer nattefrosten tilbage: Sådan redder du dine blomster

TV 2 Lorry har spurgt en gartner om, hvordan du som haveejer skal passe på dine blomster, når nattefrosten rammer.

April har været en lun affærer, og derfor har mange haveejere sikkert mærket de grønne fingre krible.

Mange har måske allerede plantet blomster ud i krukker eller i bed, i håb om at sommeren kom tidligt i år.

Men de har været overmodige.

For ifølge TV 2 Vejret kommer der nemlig frost i nattetimerne både fredag og lørdag, og det kan tage livet af de sarte sommerblomster og de lækre grøntsager, du har plantet i dit drivhus.

- Der er mange, der er blevet snydt, tror jeg. Det har været en tendens igennem mange år, at folk planter sommerblomster tidligere og tidligere. Jeg tror, det er fordi vores vintre bliver mildere. Det lokker folk ud, siger gartner i Hørsholm Planteskole, Jan Petersen.

- Jeg er 58 år i dag, og da jeg var dreng, plantede man først sommerblomster ud på grundlovsdag (d. 5. juni), siger han.

I Hørsholm Planteskole sælger de sommerblomster fra midt april, men de skriver store skilte, hvor der står: "Husk, de tåler ikke frost".

- Men det er ikke alle der lytter. Cellerne i blomsten ødelægges simpelthen af frosten.

Sommerblomsterne dør simpelthen, siger han.

Fire gode råd - sådan overlever dine planter

TV 2 Lorry har spurgt Hørsholm Planteskole om de bedste tips og tricks til at holde liv i planterne, selvom frosten ånder dem i nakken.

Sådan overlever dine planter nattefrost:

  1. Har du plantet blomster ud i krukker, så tag dem inden for over natten.
     
  2. Er de plantet ud i et bed, så kan du dække dem over med plastik. - Tag en plastiksæk og spræt den op, og dæk dem til. Det virker faktisk. Det er ikke sikkert, at det er nok, men det tager toppen, siger Jan Petersen.
     
  3. Har du blomster, der er mindre sarte, kan du også dække dem til med et filttæppe. Men de fleste sommerblomster er for sarte til det tunge tæppe.
     
  4. Agurker i drivhuse er meget sarte, når det gælder kulde. - De klapper sammen, hvis det bliver for koldt, siger Jan Petersen. Han anbefaler, at man får en form for varme ud i drivhuset om natten. 

Kilde: Jan Petersen, gartner ved Hørsholm Planteskole.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik