Nu kan naboerne til St. Vejlå regne med tørre kældre

En nødpumpe i Ishøj Havn og penge fra byggeriet af Ringstedbanen har gjort det muligt at undgå oversvømmelser ved St. Vejlå under ekstrem regn.

To sorte klapper åbner i en beton-mur og en hidsig alarm går i gang.

Med et brøl fosser tusindevis af liter vand nu ud. Ud i Ishøj Havn, hvor vandet piskes op, og mågerne begynder at kredse, mens de skriger.

- Det her er nødpumpestationen ved Ishøj. Og pumpestationen ligger bygget ind i selve dæmningen. Vi har prøvet at bygge en sådan relativt diskret pumpe, som ikke kan ses i overfladen, fortæller Henrik Lemée, Spildevandsingeniør hos Ishøj Forsyning.

Det er vand fra St. Vejlå, der fosser ud. Vi er ude med Henrik Lemèe og får demonstreret, hvor meget vand pumpen kan løfte over diget ved Ishøj Havn.

- De er designet sådan, at pumperne ikke bare starter sådan lige pludselig op. Der er langsom opstart, så fiskene kan registrere 'hov, der sker noget her' og har en chance for at komme væk, før de bliver flyttet ud i havnen, siger Henrik Lemèe.

Under ekstrem regn kommer der meget vand i St. Vejlå, og hvis vandstanden nederst i å-løbet stiger over 40 centimeter, så går nødpumperne automatisk i gang med at løfte 2.000 liter vand i sekundet - eller hvad der svarer til over 7 millioner liter vand i timen - væk fra åen og ud i havnen. 

I serien "Klima Klar" kan du se, hvordan sikringen mod oversvømmelser langs St. Vejlå virker.

Røjlegrøften Naturpark i Taastrup er et område der skal kunne oversvømmes af St. Vejlå under ekstreme regnvejr. Så åen ikke løber over sine bredder og ødelægger folks huse.
Røjlegrøften Naturpark i Taastrup er et område der skal kunne oversvømmes af St. Vejlå under ekstreme regnvejr. Så åen ikke løber over sine bredder og ødelægger folks huse.
Foto: Annie Aurby / TV 2 Lorry

Vandet skal væk opstrøms

Længere oppe ad å-løbet står Kasper Møller Nielsen og kigger ud over en lile sø med en legeplads omgivet af bakker.

Her er et svanepar og en flok troldænder. Altsammen noget der er kommet til som følge af det projekt, der skal afvande St. Vejlå under ekstrem regn og forhindre oversvømmelser i området. 

Røjlegrøften Naturpark i Taastrup er et område, der skal kunne oversvømmes af St. Vejlå under ekstreme regnvejr. På dem måde kan det undgåes, at åen løber over sine bredder og ødelægger folks huse.

- Under ekstreme nedbørshændelser er det nødvendigt at lade et område som det her oversvømme. Og det gør man, dels for at holde en masse vand tilbage øverst i et vandløb, men også for at undgå at der kommer vand i folks kældre hele vejen ned langs åen, fortæller Kasper Møller Nielsen, cand. scient i klimaforandringer.

Han er lidt af en klimanørd og tager os med rundt i Lorry land for at se smarte klimaløsninger, der gør, at vi kan leve med fremtidens voldsomme vejr.

Langs St. Vejlå er der i 70'erne bygget mange huse tæt på bredderne.

Og når vi mennesker lægger fliser og laver veje  langs vores vandløb og vådområder, så har regnvand svært ved at blive opsuget i jorden. I stedet løber regnvandet mod åer og vandløb, og ved store mængder af vand på én gang, løber åerne over sine bredder.

Der er flere søer og områder der kan opsuge vand fra St. Vejlå hvis det regner ekstremt.
Der er flere søer og områder der kan opsuge vand fra St. Vejlå hvis det regner ekstremt.
Foto: Jakob Lange - TV 2 Lorry

Byggeriet af Ringstedbanen løste et problem

Tidligere virkede Vallensbæk Søerne som reservoir for regnvandet, når St. Vejlå blev for fyldt. Men byggeriet af Ringstedbanen gjorde, at en af søerne blev mindre.

Derfor valgte de fem kommuner omkring St. Vejlå at bruge kompensationen fra Banedanmark på at anlægge nye små oversvømmelsesområder med flere søer langs å-løbet. Og sidste år kom så kronen på værket; nødpumpen på Ishøj Havn.

Håber er, at borgere og virksomheder i Høje-Taastrup, Albertslund, Brøndby, Glostrup, Ishøj og Vallensbæk Kommuner nu og i fremtiden kan komme tørskoet gennem ekstreme regnvejr.

Og løsningen kan bruges mange steder, siger Anne Steensen Blicher, der er Projektleder hos Orbicon:

- Rent løsningsmæssigt hænger det rigtig godt sammen ved de fleste vandløb - dog mest ved dem, som har en stor del bymæssig bebyggelse i oplandet. 

Orbicon har rådgivet Høje-Taastrup Kommune, og Anne Steensen Blicher glæder sig over samarbejdet mellem de fem kommuner. Og over at der er rekreative områder til borgerne i løsningen langs åen:

- Jeg synes det mest fantastiske ved de samarbejder er at se at kommunerne og forsyningerne arbejder sammen om fælles løsninger til de fælles problemer. Man får faktisk også mere ud af pengene ved at udnytte hinandens løsninger. Og det bliver billigere for den enkelte borger, siger hun.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik