Nedlukning rammer udsatte børn: 'Alle voksne skal være sit ansvar bevidst'

Under forårets nedlukning skete der et fald på knap 30 procent i underretninger til Københavns Kommune omkring børn, der oplevede vold, misbrug og omsorgssvigt i hjemmet.

En nedlukning af samfundet er ikke kun hård for de børn og unge, der allerede er udsatte i form af omsorgssvigt, vold og misbrug i hjemmet. 

Det er også med til at skabe nye grupper af udsatte børn og unge, når de ændrede sociale omstændigheder lægger tryk på familielivet og mulighederne for, at børn og unge kan få et pusterum i eksempelvis skolen og fritidsordningerne.

Sådan lød nogle af erfaringerne i forbindelse med store nedlukning af samfundet i marts måned, og derfor har den nye delvise nedlukning også ført til bekymring for, hvilke konsekvenser for det vil få for lige netop den gruppe af børn og unge. 

Fald i underretninger under forårets nedlukning

I Københavns Kommune oplevede man under nedlukningen i foråret et fald i underretninger om børn, der oplevede vold, misbrug og omsorgssvigt på 28 procent i forhold til samme periode året forinden.

Og derfor er det vigtigt, at alle voksne tager ansvar for børns trivsel den næste tid, lyder det fra Børns Vilkår.

- Vores henvendelser på Børnetelefonen i år har været præget af, at det er relationerne internt i familien, der fylder mest, hvilket ellers ikke har været tilfældet tidligere. Så det, at familier pludselig skal være så meget sammen, fører til bekymring hos mange børn, forklarer direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl, til TV 2 Lorry. 

Voksne skal tage ansvar

Og netop det, at så meget af tiden bliver brugt med familien gør, at det er sværere for eksempelvis lærere og pædagoger at spotte, når et barn kommer ud i mistrivsel. Det stiller øgede krav til de voksne, der stadig har en kontakt til de berørte børn og unge. 

- Når barnets netværk af voksne i skolen, fritidsordningen og idrætsforeninger forsvinder i en periode, er det altafgørende, at andre voksne tager et ansvar. Eksempelvis naboer, venner og andre familiemedlemmer. For det må aldrig blive barnets ansvar alene at handle på sin egen situation, siger Rasmus Kjeldahl. 

Hos Københavns Kommune er man meget bevidst om de problemstillinger og udfordringer, som Børns Vilkår påpeger, og kommunen understreger, at alle eksisterende tilbud til udsatte børn, unge og familier kører videre på fuld drift.

Styrket indsats på gadeplan

Derudover har man styrket visse tiltag i forbindelse med nedlukningen, men de ikke kan stå alene, lyder det fra socialborgmester Mia Nyegaard (R). 

- Vi har styrket indsatsen fra gadeplansmedarbejderne, og så arbejder vi intenst sammen med flere interesseorganisationer, der er i kontakt med de udsatte børn og unge. Men derudover er det altså vigtigt, at hver enkelt voksen er sit ansvar bevidst. Det er uanset om man er professionel eller privat, så skal skal man tage fat i os, hvis man er bekymret, siger Mia Nyegaard til TV 2 Lorry. 

Står klar med åbne arme

Et andet sted man er opmærksom på udviklingen, er børne- ungekrisecenter Joannahuset på Christianshavn. Tilbuddet blev åbnet i august, så de kunne ikke hjælpe under nedlukningen i foråret, men nu står de frivillige klar med åbne arme døgnet rundt til alle, der måtte have brug for det, lyder det fra Jette Wilhelmsen, der er daglig leder. 

- Vi ved fra vores samarbejdspartnere, at der var en stigning i eksempelvis vold i hjemmet under nedlukningen i foråret, så vi er meget opmærksomme og forberedte på, at vi kan opleve en stigning i henvendelser hos os, siger Jette Wilhelmsen, der opfordrer alle til at være ekstra opmærksomme på deres omgivelser den næste tid. 

- Der er børn, der har brug for voksnes støtte til at række ud efter hjælp, og det skal vi som voksne have for øje, hvis vi oplever noget bekymrende. Og hvis der er børn derude, der har brug for et pusterum, har vi åbent døgnet rundt hos Joannahuset, hvor vi altid står klar til at hjælpe, siger Jette Wilhelmsen. 





Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik