Nedlukning af barer vil skabe mere fest på gaderne, mener Horesta

Horesta mener, at nye restriktioner på barer kan ramme skævt og have uønsket effekt på smittespredning.

Kombinationen af stigende smittespredning og festglade unge har fået flere eksperter og borgmestre i hovedstadsområdet til at tale for øgede restriktioner i det københavnske natteliv.

Blandt andet har mundbind på barer og restauranter, nye begrænsninger på åbningstider og sågar en ny nedlukning af nattelivet været på tale.

Men tiltagene risikerer at ramme skævt, mener Horesta, der er brancheorganisationen for hotel-, restaurant- og turisterhvervet.

- Jo flere restriktioner, der lægges ned over det professionelle natteliv, som i forvejen sikrer høj hygiejne og afstand, jo mindre attraktivt gør man det for de unge at komme der, siger Kirsten Munk, der er politisk direktør i Horesta.

- Og så skubber man dem i stedet ud på gader og stræder, til piratfester og privatfester, hvor der ikke nødvendigvis er styr på forsamlingsforbud, afspritning eller afstand.

Netop piratfester og store fester i gadebilledet har været et problem, og særligt i København. Her har politiet flere gange slået ned mod piratfester og indført opholdsforbud omkring et populært sted for spontane fester.

Den politiske direktør i Horesta er bekymret over den igangværende debat om nye restriktioner i branchen. For hendes indtryk er, at problemet i højere grad ligger i de uautoriserede fester på gaderne.

- Og der er ingen tvivl om, at branchen allerede er underlagt mange restriktioner. Lige fra kvadratmeterkrav til begrænsede åbningstider. Så det er en branche, der er i forvejen er hårdt ramt økonomisk, siger Kirsten Munk.

Derfor opfordrer hun til, at man tænker sig grundigt om, inden man indfører nye restriktioner, og sikrer sig, at de har den tilsigtede effekt.

- Set fra vores perspektiv bør det professionelle natteliv være en del af den løsning, vi skal finde, fremfor at blive set som en del af udfordringen, siger Kirsten Munk.

- Derfor vil vi meget gerne i en tættere dialog med myndighederne om, hvad der giver mening.

Horesta har denne weekend sendt nye opfordringer ud til alle organisationens medlemmer om at huske de gældende retningslinjer.

Men Kirsten Munk afviser, at branchen har været med til at fremme smittespredningen.

- Der er tale om professionelle aktører, der kun har interesse i, at vi ikke ser en stigning i smittetrykket på grund af vores forretning, så vi ikke risikerer at blive nedlukket yderligere.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik