Nationalmusset vil redde fund i permafrost

Forskere fra Nationalmuseet i København skal sammen med grønlandske forskere finde ud af, hvor klimatruslen mod den grønlandske kulturarv er størst.

Isen smelter, og det betyder at de tusindvis af arkæologiske skatte, som ligger godt bevaret og beskyttet i den grønlandske permafrost er i fare for at gå tabt. Det arkæologisk materiale er en uvurderlig kilde til Grønlands historie, og den risikerer at gå tabt på grund af klimaforandringerne. Det skriver Nationalmuseet i en pressemeddelelse.

Den trussel fra klimaet skal forskningsprojektet REMAINS of Greenland nu undersøge.

- Vi kan ikke selv standse klimaforandringerne, men vi kan forsøge at begrænse ødelæggelserne mest muligt ved at udvikle modeller, som viser, hvilke områder der er mest sårbare over for klimatruslen. Selv meget små udsving i temperaturen kan få meget store konsekvenser for bevaringsforholdene, siger seniorforsker ved Nationalmuseets afdeling for Miljøarkæologi og Materialeforskning, Jørgen Hollesen, der leder projektet.

Sammen med et forskerhold fra Nationalmuseet, Grønlands Nationalmuseum og Center for Permafrost ved Københavns Universitet skal Jørgen Hollesen kortlægge truslerne mod den arktiske kulturarv og skabe modeller, som kan hjælpe arkæologerne med at prioritere, hvor de skal sætte ind.

Gennem de næste år skal forskerne undersøge og overvåge 10 forskellige eskimoiske bopladser og nordbogårde i Nuuk-området, hvor klimaforandringerne allerede er synlige. Området er nøje udvalgt, fordi der inden for et forholdsvis lille område ses mange velkendte og tidligere beskrevne bopladser fra hele Grønlands fortid.

De udvalgte bopladser ligger i meget forskellige omgivelser, og det betyder, at forskerne kan undersøge bevaringsforholdene i varierede lokale miljøer.

- Netop fordi Nuuk-området er så velbeskrevet, og klimaforandringerne allerede ses, har vi en enestående mulighed for at sammenligne vores iagttagelser med forholdene for et par generationer siden. Det er ekstremt vigtigt, når vi skal lave langtrækkende modeller over klimaets påvirkning af kulturarven, fordi det gør modellerne mere sikre, siger Jørgen Hollesen.

REMAINS of Greenland-projektet begynder 1. marts 2016 og slutter i 2018 og er støttet af Veluxfonden med fem millioner kroner.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik