Nationalbanken klar med helt særlig mønt - og du kan betale med den

I anledning af dronning Margrethes 80-års fødselsdag udsender Nationalbanken den 16. april 2020 en erindringsmønt.

Var det noget med en 500-kronemønt i sølv? Foto: Nationalbanken

Der er i kongehuset særlige traditioner for at markere store begivenheder, store jubilæer og runde fødselsdage med en såkaldt erindringsmønt.

Og også i anledningen af dronning Margrethes 80-års fødselsdag, er Nationalbanken nu klar med en særlig mønt. 

Mønten udkommer torsdag som en 500-kronemønt i sølv og i en 20-kronemønt til almindelig cirkulation. 20-kronemønten er i en såkaldt proofversion, hvor motivet fremstår meget skarpt.

Mønten kan købes i Den Kgl. Mønts webshop fra den 16. april 2020 - og ja, det er et lovligt betalingsmiddel, som kan indløses i Nationalbanken til pålydende værdi.

Særlige mønter

  • I 2012 blev Dronningens 40-års regeringsjubilæum markeret med en erindringsmønt
  • I 2015 udkom en mønt i anledning af Majestætens 75-års fødselsdag 
  • Senest udsendte Nationalbanken en erindringsmønt i 2017, hvor Dronningen og Prins Henrik kunne fejre guldbryllup.

Hvad kan man se på mønten?

  • På forsiden af mønten er der et portræt af dronningen i profil vendt mod højre. Portrættet er udført af billedhugger Lis Nogel.
  • Langs randen er en ring, hvor der står Margrethe II Danmarks Dronning, og hvor der er et hjerte, som er Den Kgl. Mønts mærke.
  • Bagsidemotivet viser et motiv bygget op af symboler, som afspejler dronningens valgsprog og refererer til dronningens kunstneriske virke: et hjerte omkranset af 12 sakse, som danner en cirkel.
  • Valgsproget gengives i hjertet, der symboliserer 'folkets kærlighed', og i cirklen, der symboliserer 'Danmarks styrke'.
  • Af saksenes ben kommer der M'er – for Margrethe – til syne, og cirklen leder tankerne hen på mennesker, der står sammen. Bagsiden er designet af grafisk designer Jeanette Skov Jensen.

 

Kilde: Nationalbanken

I forbindelse med dronningens runde fødselsdag kan du også skrive en lykønskning til fødselaren og vedhæfte eksempelvis en håndskreven hilsen, en tegning eller et fotografi. Det sker på kongehuset.dk.

Udvalgte gratulationer vil efterfølgende blive delt på kongehusets platforme, lyder det fra kongehuset.



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik