Narkokurer trækker politiet i retten

En advokat fra Køge har besluttet at trække politiet i fogedretten. Det usædvanlige træk kommer i kølvandet på en større narkosag fra sidste år, skriver DAGBLADET Køge.

Sagen drejer sig om godt 70.000 kroner, som politiet beslaglagde, da en 44-årige lettisk statsborger blev anholdt i en bil med 63 kilo hash.

Østre Landsret gav i september Midt- og Vestsjællands Politi medhold i, at statens sagsomkostninger kunne modregnes i de beslaglagte penge.

Det resterende beløb på omkring 33.000 kroner kræver den 44-åriges advokat nu udleveret. Til trods for flere henvendelser har politiet ikke reageret, og nu har advokaten tabt tålmodigheden.

- Jeg har rykket for det utallige gange, men politiet gør ingenting. Det kunne være morsomt at gøre udlæg i en politibil, men når de ikke svarer, så har man ikke andre retsmidler tilbage end fogedretten, siger advokat Michael Dreyer.

Hos Midt- og Vestsjællands Politi afviser chefanklager Gyrithe Ulrich, at udbetalingen af den 44-åriges penge er blevet syltet.

- Det trak lidt ud, men der har ikke været tale om ond vilje. Vi har nu taget kontakt til den 44-årige, så han kan få sine penge, siger hun.

Den lettiske narkokurer har afsonet sin dom, og han er nu løsladt.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik