Narkokørsel i julen er eksploderet: ”Det er meget meget voldsomt”

Dobbelt så mange bilister er blevet sigtet for narkokørsel i juleperioden i år sammenlignet med sidste år.

Når politiet fanger en påvirket bilist i deres julespritkontroller, så sker det oftere, at bilisten af påvirket af narko end alkohol.

Politiet har i årets julespritkontroller fra 29. november til 26. december sigtet 360 bilister for spirituskørsel og 397 for narkokørsel, viser en ny opgørelse fra Rigspolitiet

Ved de tilsvarende kontroller i 2017 blev 275 sigtet for spirituskørsel og 180 for narkokørsel.

quote Det er meget meget voldsomt i år.

Christian Berthelsen, politiassistent ved Rigspolitiets Nationale Færdselscenter

Antallet af narkopåvirkede julebilister er dermed fordoblet på ét år, og det samme er antallet af trafikulykker, hvor føreren mistænkes for narkokørsel. Nærmere bestemt fra 11 ulykker i juleperioden sidste år, til 23 ulykker i juleperioden i år.

- Det er meget meget voldsomt i år. Normalt forventer jeg, at antallet af narkobilister er højere ned spritbilister. Men jeg havde ikke forventet en stigning på 100 procent, siger Christian Berthelsen, politiassistent ved Rigspolitiets Nationale Færdselscenter, til TV 2 Lorry.

På den københavnske vestegn har politiet fanget mange narkobilister. Her kan du et interview fra tidligere på året med Kim Madsen, leder af Færdselsafdelingen hos Københavns Vestegns Politi. 

Stor stigning i Lorryland

Han fortæller, at politiet har foretaget flere kontroller i juleperioden i år sammenlignet med sidste år.

- Så selvfølgelig giver det også en stigning. Men det ændrer ikke på, at der er flere narkopåvirkede bilister derude. Det er jo ikke nogle, vi opfinder, siger Christian Berthelsen.

Tal fra Rigspolitiet viser samtidig, at cirka halvdelen af alle sigtelserne for narkokørsel i juleperioden i år, 186 i alt, stammer fra de fire politikredse TV 2 Lorrys sendeområde. Det samme gør sig gældende i forhold til antallet narkorelaterede færdelsuheld.

Spiritus- og narkokørsel i TV 2 Lorrys sendeområde i juleperioden*

Spirituskørsel: 119

Narkokørsel: 186

Færdselsuheld med spiritus: 18

Færdselsuheld med narko: 12

 

* Tallene dækker over politikredsene København, Københavns Vestegn, Nordsjælland og Midt-og Vestsjælland.

 

Kilde: Rigspolitiet 

Ifølge Christian Berthelsen er det oftest hash, som politiet ser blandt narkobilister. Politiet bruger de samme metoder til at fange de narkopåvirkede bilister som ved spiritus.

- Det er samme princip, men vi gør det lidt forskelligt ved, at vi både laver store kontroller, hvor vi stopper alt, og også kører rundt og peger enkelte bilister ud, siger han.

Ifølge Christian Berthelsen er narkokørsel akkurat lige så farligt og bekymrende, som hvis en bilist kører rundt med for meget alkohol i blodet.

- Hvis vi ekempelvis tager hash. Så sløver det voldsomt, og man reagerer ikke nær så hurtigt, som man ville gøre, hvis man er klar i hovedet. Så det er ganske skræmmende, at der er bilister, der vælger at bevæge sig ud i trafikken, når de har indtaget den slags, siger han.

Det er enten eller

Konsekvenserne ved at blive taget for spirituskørsel eller narkokørsel er en ubetinget frakendelse af kørekortet og en bøde, hvis størrelse afhænger af blandt andet ens indkomst.

Uanset om man har drukket bare lidt, eller inhaleret et par enkelte gange på en joint, så anbefaler Christian Berthelsen folk til at lade bilen stå.

- Jeg anbefaler altid, at man overhovedet ikke drikker, når man skal køre. Det er enten eller. Jeg ved godt, at vi har en promillegrænse på 0,5. Men jeg kan slet ikke anbefale, at man begynder at regne sig frem til, om man kan køre eller ej.

- Og med hash og andre former for stoffer er det bare nej, siger Christian Berthelsen.  


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik