Mystik om nedbrændt avlsgård

Indbrudstyve kan være skyld i, at den fredede Hellebæk Avlsgård ved Helsingør nedbrændte natten til lørdag i en voldsom brand ifølge Frederiksborg Amts Avis.

Efter otte år uden hærværk og indbrud har avlsgården været plaget af ubudne gæster i december, og to dage før branden blev der fundet spor af leg med ild.

Det fortæller Steen Søgaard fra foreningen Hellebæk Kohaves Venner, der i de seneste otte år har haft lokaler på avlsgården.

- Natten til juleaftensdag var der indbrud i avlsgården. Jeg var derude med politiet, og vi fandt spor efter fakler og tændvæske. Nu er jeg ikke politimand, så jeg skal ikke sige, om der er en sammenhæng - det må politiet efterforske, siger Steen Søgaard.

Vagtchef ved Nordsjællands Politi, Bruno Witting-Hansen, oplyste i går, at sporene fra indbruddet vil indgå i politiets efterforskning, men at det endnu var for tidligt at sige, om der er en sammenhæng mellem branden og ubudne gæster i avlsgården.

Hellebæk Avlsgård er ejet af Skov- og Naturstyrelsen og udset til at være et af formidlingscentrene i projektet »Kongernes Nordsjælland«. Nordsjællands Politi har afspærret avlsgården og forventer at gå i gang med de tekniske undersøgelser i løbet af denne uge.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik