Museum advarer mod krigsfund

Fundet af hidtil ukendte bygninger på stranden ud for det tidligere militærområde ved Melbylejren har i denne uge tiltrukket sig stor opmærksomhed. Mange nysgerrige har været på besøg på stranden ved Lille Kulgab for at se nærmere på det bygningsværk i klitterne, som dukkede op efter at havet under stormen tog otte-ti meter af klitterne.

Der er sat en interimistisk afspærring op omkring stedet, men det holder ikke folk tilbage. Nu advares besøgende kraftigt mod at lege privat-arkæologer og opdagere. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

- Det er hul i hovedet, hvis folk begynder at færdes på murresterne og grave i klitten. Det er drønfarligt, og desuden er det ulovligt og hærværk at gøre det, siger museumsinspektør Søren la Cour Jensen fra

Industrimuseet Frederiks Værk, der har undersøgt stedet.

Der er stor risiko for sammenstyrtninger af murværk og sand, der kan begrave en nysgerrig gæst. Og selv om man ikke forventer at finde granater og anden ammunition nede i skjulte rum, så kan der stadig ligge ueksploderede granater både fra krigen og fra senere øvelser.

- En af løbegangene er allerede styrtet sammen. Det er typisk krigsbyggeri, som er hurtigt udført, og derfor er der stor risiko for at mere vil styrte sammen, siger Søren la Cour.

Han mener at have opklaret mysteriet om bygningerne. Undersøgelser peger på, at det er et tysk luftforsvarsanlæg til tre kanoner opført under krigen, hvor tyskerne holdt til i Melbylejren og brugte området til øvelser.

Nær ved de bygninger, der dukkede op da vandet trak sig tilbage, fandt man også resterne af en tysk bunker og over 40 granater, som blev bragt til sprængning i vandet mandag. Egentlig troede Naturstyrelsen og forsvaret, at man var færdige med at rydde op på det gamle militærområde, men stormen har ført til, at et minerydningsfirma er gået i gang med at afsøge en større del af arealet igen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik