Kulturlivet glæder sig over straksåbning – men der går lige et par dage

Selvom folketingets beslutning om at give grønt lys til en tidligere åbning er glædelig, så er flere museer og biografer ikke klar til at slå dørene op for gæster med det samme.

En velovervejet og flot disposition.

Sådan siger kunstmuseet Arkens direktør, Christian Gether, om folketingspartiernes beslutning om at tillade en række kulturinstitutioner at genåbne med det samme i stedet for den ellers planlagte fase tre den 8. juni.

Museet i Ishøj kalder medarbejdere tilbage på arbejde, så det kan åbne tirsdag den 26. maj, oplyser museumsdirektøren.

- Vi glæder os til at åbne igen. Det hele står klar derude med spritdispensere og skærme og alt det der. Og vi har fået forlænget vores store udstilling om dyr i kunsten, så nu mangler vi bare gæsterne, siger Christian Gether.

Samme dato melder Statens Museum for Kunst i København ud.

Den 26. maj klokken 10 slår det store museum på Sølvgade for første gang siden 12. marts, skriver museet i en pressemeddelelse.

Det nordsjællandske museum Louisiana er dog lidt hurtigere i omstillingen. Museet meldte tidligere torsdag ud, at de allerede genåbner fredag morgen klokken ni.

Brikker skal falde på plads inden åbning

Det er dog langt fra alle kulturinstitutioner, der med folketingspartiernes forlig onsdag aften er klar til at sætte en ny dato på genåbningen.

Biograferne, der også må åbne straks, glæder sig over at kunne vise film, men man mangler stadig at få detaljer på plads, lyder det fra brancheforeningen Danske Biografer, som organiserer 168 danske biografer.

- I Danske Biografer glæder vi os til igen at kunne åbne dørene og byde vores gæster velkommen i salene. Men før det kan ske, er der en række detaljer og en masse praktik, der skal falde på plads, siger direktør for Danske Biografer Lars Werge i en pressemeddelelse.

- Det er derfor endnu ikke sikkert, at biograferne i Danmark allerede kan åbne 27. maj, men vi forventer at kunne blive mere specifikke omkring disse detaljer i løbet af kort tid.

Hos det helt nye Københavns Museum er der fortsat et par brikker, der skal falde på plads med kort varsel. Det handler om kommunalt ansatte, som var hjemsendt, men nu skal hasteindkaldes tilbage på jobbet.

- Vi skal lige have fundet ud af, hvilke regler der gælder for kommunalt ansatte, men eller glæder vi os meget til at tage imod publikum igen, siger direktør Louise Jakobsen fra Københavns Museum ifølge TV 2.

Hun oplyser, at der på museet vil være sørget for afstandsmarkering, og der er indkaldt ekstra vagter for at sørge for at optimere sikkerhed og hygiejne for publikum.

Hårdt prøvet museum venter til juni

Statens Naturhistoriske Museum, der er et nationalmuseum for naturen under Københavns Universitet, råder over fire attraktioner. Her er det kun det ene, der kan blive klar til at åbne tidligere end hidtil planlagt.

Mens Botanisk Have, der naturligvis er en primært udendørs attraktion, tager imod besøgende fra tirsdag den 26. maj, så må Palmehuset, Zoologisk Museum på Østerbro og Statens Naturhistoriske Museum på Øster Voldgade vente indtil den 9. juni, oplyser Københavns Universitet i en pressemeddelelse.

- Vi arbejder på højtryk for at give vores besøgende i haven og på museerne en god og tryg oplevelse. Det tager tid, men vi slækker ikke på sikkerheden, siger Peter C. Kjærgaard, direktør for Statens Naturhistoriske Museum.

Muligheden for at åbne tidligere og dermed få lidt penge i kassen er tiltrængt, for coronakrisen har været hård ved museet.

- Statens Naturhistoriske Museum bliver ekstra hårdt ramt, fordi vi ikke er omfattet af nogle af de støtteordninger, som andre museer kan benytte for at kompensere for tabte indtægter. Det skaber store udfordringer for os, da vi dermed mangler ressourcer til at passe på vores nationale samlinger, som for eksempel de mange unikke planter i Botanisk Have, siger Peter C. Kjærgaard.

I 2019 besøgte knap 1,1 millioner mennesker Statens Naturhistoriske Museum.

Med folketingspartiernes aftale onsdag aften kan blandt andet muséer, biografer, teatre og zoologiske haver tage imod gæster med det samme, mens en stribe andre institutioner må fremrykke åbningen til den 27. maj.

Få det fulde overblik i artiklen her.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik