Mor udvises fordi bolig er for lille

En bolig, der mangler 15 kvadratmeter i at opfylde kravene fra Udlændingeservice, betyder, at 33-årige Kiki Murandi fra Kenya står til udvisning fra Danmark, hvor hun har mand og barn, skriver Frederiksborg Amts Avis.

I september 2007 søgte familien om familiesammenføring, men efter fire måneders sagsbehandling kom der afslag i onsdags. Familien, der bor i en lejlighed på 45 kvadratmeter i Tisvilde, hvor Kikis danske ægtefælle, Stig Holmsgaard, er født og opvokset og har det meste af sin familie, bor ifølge reglerne for småt. Det betyder, at man i Udlændingeservice ikke vil tage stilling til, om familien opfylder udlændingelovens øvrige betingelser for at opnå opholdstilladelse. Ændres familiens boligforhold ikke i løbet af 14 dage, bliver familien splittet og Kiki udvist til Kenya, som i øjeblikket befinder sig i en situation, der har fået det danske udenrigsministerium til at fraråde danskere at rejse ind i landet. Frederiksborg Amts Avis forsøgte i går at få en kommentar fra integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V), men ministeren udtaler sig ikke om enkeltsager. I Udlændingeservice vil man heller ikke udtale sig om sagen, med mindre ægteparret Murandi-Holmsgaard afleverer en fuldmagt.I Gribskov Kommune kender borgmester Jannich Petersen ikke noget til sagen, men han vil gerne hjælpe:- Det er ikke kommunen, der har anvist familiens nuværende bolig, og derfor er kommunen ikke part i sagen. Jeg kan godt se, at familien er oppe imod nogle kantede regler, og vi vil gerne hjælpe, hvis vi kan. Så vidt jeg ved, har familien ikke bedt kommunen om hjælp. Skal vi kunne gøre noget, må vi have informationer fra familien om, hvad det hele går ud på. Jeg vil bede en af mine medarbejdere om at se på sagen i den kommende uge, men jeg vil da også opfordre familien til selv at være lidt mere pågående i jagten på en bolig.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik