Mobiler dræner kommunekassen

Der er store summer at spare, hvis landets kommuner holder et vågent og vagtsomt øje med, hvordan borgernes skattekroner bliver brugt. Det skriver Politiken.

Alene i år forventer Københavns Kommune at kunne spare op mod 50 millioner kroner ved at rydde op i små udgiftsposter som mobiltelefoner og indkøb af kaffe. Indtil nu har den slags udgifter nærmest sejlet, viser et katalog over mulige besparelser i landets største kommune, der beskæftiger mere end 45.000 medarbejdere:
»Ingen i Københavns Kommune har et overblik over, hvor mange mobiltelefoner kommunen ejer, eller hvor og hvordan de er indkøbt. Flere forvaltninger har end ikke selv overblik over egne indkøb«, skriver kommunens økonomiforvaltning i et notat, der skønner, at »Københavns Kommune i dag har omtrent 11.000 mobilabonnementer«.
Derfor vil kommunen i år spare seks millioner kroner på kontoen for indkøb af avancerede smartphones og mobiltelefoner, mens udgifterne forbundet med at tale i fastnet- og mobiltelefoner skal skæres ned med omkring 11 millioner gennem udbud hos telefonselskaberne.
Netop nu skændes regeringen og landets 98 kommuner højlydt om kommunernes budgetter. Regeringen mener, at der er store effektiviseringsgevinster at hente, hvis lokalpolitikerne bliver mere prisbevidste. Passer ikke, siger kommunerne.
Men det er er »tankevækkende«, at Københavns Kommune alene på sin telefonregning har kunnet spare næsten 17 millioner kroner om året, mener indenrigsminister- og sundhedsminister Bertel Haarder (V).
»Det håber jeg, at andre lægger mærke til. Man kan altid gøre noget, og hvis alle kommuner gjorde som de mest effektive, ville der være milliarder at hente. Det drejer sig om at tilrettelægge, administrere, købe anderledes ind og lade sig inspirere af de bedste«, siger Bertel Haarder.
Københavns overborgmester Frank Jensen (S) erkender, at der »selvfølgelig er noget at komme efter«, og henviser til, at hovedstadskommunen de næste par år effektiviserer for samlet 350 millioner kroner.
»Jeg taler ikke for, at regeringen skal slå statskassen op på vid gab. Selvfølgelig skal kommunerne bidrage til at få styr på den samlede husholdning. Men jeg efterlyser en større ærlighed fra regeringen, der skaber store forventninger i befolkningen og lover offentlig service i verdensklasse. Det hænger ikke sammen, når regeringen samtidig kræver effektivisering og besparelser af kommunerne«, siger overborgmesteren.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik