Missede mandater i hovedstadsområdet: Antallet af folketingsmedlemmer med anden etnisk baggrund falder

Samira Nawa fra De Radikale og Christina Sade Olumeko fra Alternativet er de eneste medlemmer af det nyvalgte Folketing, der har en mor og en far, der ikke er født i Danmark.

Selvom andelen af kvinder i Folketinget slår rekord, er det gået ned ad bakke med antallet af medlemmer, der har både en mor og en far med etnisk minoritetsbaggrund.

Ved valget i 2019 var tallet fem - ved dette valg er tallet blot to.

Christina Sade Olumeko fra Alternativet blev valgt ind i Københavns Storkreds tirsdag. Hendes mor er født i Frankrig, mens hendes far er født i Nigeria. Samira Nawa, der har afghanske forældre, blev genvalgt for De Radikale.

I 1998 var der nul medlemmer af Folketinget med to forældre med etnisk minoritetsbaggrund. I 2001 og 2015 var tallet også kun to, mens der ved de øvrige valg var tre eller flere. 

Det viser en gennemgang af valgresultater siden 1998, som TV 2 Lorry har foretaget.

Du kan se en oversigt over valgte medlemmer siden 1998, der har to forældre med etnisk minoritetsbaggrund herunder:

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Folketingsmedlemmer med to forældre, der har etnisk minoritetsbaggrund

Folketingsvalg 2022

Samira Nawa (R)

Christina Sade Olumeko (ALT)

(Sólbjørg Jakobsen (LA) er født på Færøerne af to forældre med dansk statsborgerskab, der også er født på Færøerne. Sólbjørg Jakobsen er også dansk statsborger og oplyser til TV 2 Lorry, at hun ikke selv opfatter sig som havende en etnisk minoritetsbaggrund).

Folketingsvalg 2019

Fatma Øktem (V)

Samira Nawa (R)

Naser Khader (K)

Halime Oguz (SF)

Sikandar Siddique (FG) - valgt for Alternativet

Folketingsvalg 2015

Yildiz Akdogan (S)

Naser Khader (K)

Folketingsvalg 2011

Manu Sareen (R)

Nadeem Farooq (R)

Fatma Øktem (V)

Özlem Cekic (SF)

Folketingsvalg 2009

Yildiz Akdogan (S)

Naser Khader (K) - var indtil 4. januar 2009 folketingsmedlem for Liberal Alliance

Özlem Cekic (SF)

Kamal Qureshi (SF)

Folketingsvalg 2007

Yildiz Akdogan (S)

Kamal H. Qureshi (SF)

Özlem Sara Cekic (SF)

Naser Khader (Ny Alliance)

Folketingsvalg 2005

Hüseyin Arac (S)

Naser Khader (R)

Kamal H. Qureshi (SF)

Folketingsvalg 2001

Naser Khader (R)

Kamal Qureshi (SF)

Folketingsvalg 1998

Ingen

Kilde: Danmarks Statistik

Blandt kandidaterne ved det netop overståede valg figurerede flere kandidater med etnisk minoritetsbaggrund, der havde gode chancer for at blive valgt.

Heriblandt Yildiz Akdogan (S), Halime Oguz (SF), Sikandar Siddique (FG), Ibrahim Benli (EL), Sinem Demir (EL) og Serdal Benli (SF). Alle stillede op i TV 2 Lorrys sendeområde.

Yildiz Akdogan manglede 500 stemmer, mens Halime Oguz manglede 1000 stemmer for at komme ind - begge i Københavns Storkreds

Frie Grønne med Sikandar Siddique - opstillet i Københavns Storkreds - i spidsen klarede ikke spærregrænsen. Serdal Benli er næstformand i SF og var spidskandidat i Københavns Omegns Storkreds, men blev slået af Sigurd Agersnap med 200 stemmer.

I Enhedslisten er det placeringen på stemmesedlen, der i høj grad afgør, om kandidaterne bliver valgt. Partiet fik ved valget i 2019 fire valgt ind i Københavns Storkreds og kunne måske håbe på et femte mandat denne gang - det ville i så fald have gået til Ibrahim Benli. Partiet fik dog kun tre valgt ind her.

Bedre gik det ikke i Nordsjællands Storkreds, hvor Sinem Demir var nummer ét på listen. Prognoserne havde længe spået, at Enhedslisten ville beholde sit mandat i storkredsen, men det endte med at gå tabt.

Dermed må Enhedslisten atter spejde langt efter et folketingsmedlem, der har to forældre med etnisk minoritetsbaggrund. Et faktum, de tidligere selv har været ganske selvkritiske over for, og som en ekspert har kaldt overraskende


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik