Efter massiv kritik: Nu vil minister se på andre løsninger end slam-dumpning i Køge Bugt

Det forarger på begge sider af Øresund, at forurenet mudder smides i Køge Bugt under Lynetteholm-byggeri.

Transportminister Trine Bramsen (S) har lyttet til den kritik, der i månedsvis har været af de mere end to millioner ton let forurenet mudder, som efter planen smides i Køge Bugt i forbindelse med byggeriet af Lynetteholmen.

Det er på tide at afsøge andre løsninger, mener hun.

- Jeg ønsker nu forligskredsens opbakning til, at vi ser på alternativer til klapning (at der dumpes let forurenet mudder i havet, red.).

- Så må vi derefter tage stilling til i forligskredsen, om klapningen skal fortsætte, eller om det er alternativer, der skal tages i anvendelse, siger Trine Bramsen.

Den kunstige ø Lynetteholmen skal bygges ud for Københavns havn, men det kræver, at der først bliver gravet omkring 2,5 millioner ton slam op fra havbunden, som TV 2 Lorry tidligere har beskrevet.

Langt størstedelen af det skal efter planen dumpes to steder i Køge Bugt. Det kaldes også klapning, når materiale fra et byggeri eller en udvidelse af en sejlrende sejles væk og dumpes et andet sted.

Men det har fået både syv borgmestre syd for København og den svenske klima- og miljøminister, Annika Strandhäll, til at råbe op med bekymringer om konsekvenser for livet i havet.

Ifølge politisk kommentator Hans Engell øgede brevet fra den svenske minister presset på regeringen.

- Det er en presset regering i denne her sag. Den ene minister stikker hovedet i busken, mens den anden undskylder sig med, at hun er ny minister og derfor skal læse op på sagen, sagde han til TV 2 Lorry den 25. marts.

Nu svarer Trine Bramsen altså  og ønsker i samme ombæring en undersøgelse af, om klapning af slam kan undgås. 

Det vil ske, selvom den danske transportminister har ikke kendskab til, at den almindelige metode skulle udgøre en fare for havmiljøet.

- Alle undersøgelser, jeg har set, peger på, at der ikke er grund til bekymring. men det ændrer ikke ved, at jeg synes, det er vigtigt at lytte til den kritik og de bekymringer, der har været rejst, for det længere perspektiv, siger hun.

I januar i år begyndte byggeriet bag Lynetteholmen at dumpe det let forurenede mudder. Men det stopper i denne uge.

Det har hele tiden været planen, at det skulle indstilles hen over sommeren, og derfor kalder Trine Bramsen det rettidig omhu at sætte en undersøgelse i gang nu.

- Jeg vil ikke foregribe de løsningsmodeller, der kan være, men jeg har selvfølgelig en forventning om, at der vil være en række forskellige alternativer, der kan tages i anvendelse, siger hun.

I denne uge mødes partierne i forligskredsen. Hvis der er opbakning til en undersøgelse, kan undersøgelsen sættes i gang hos By & Havn og pågå over nogle måneder, hvor alternative løsninger så vil kunne lægges frem.

Bramsen forventer hverken, at en kommende undersøgelse vil fordyre eller forsinke byggeriet af selv holmen. Det er forventningen, at selve grundlaget vil koste 2,5 milliarder at etablere, og at det vil være klar i 2035.

Herefter skal der så bygges boliger og andet, så holmen kan være endeligt færdig i cirka 2070 med plads til omkring 35.000 beboere.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik