Minister trækkes ind i sag om afskaffelse af særlig ordning til svage ældre

En række kommuner har afskaffet en klippekortsordning til svage ældre. Nu kalder Dansk Folkeparti ministeren i samråd. Selv kræver ministeren en forklaring fra kommunerne på afskaffelserne.

TV 2 Lorrys afsløring af, hvordan omtrent hver tredje kommune i sendeområdet har afskaffet klippekortsordningen for svage hjemmehjælpsmodtagere og plejehjemsbeboere, har fået gjort indtryk på Christiansborg.

I dag meddelte Karina Adsbøl, der er ældreordfører for Dansk Folkeparti, at hun vil indkalde Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) i samråd om sagen.

- De gør vi, fordi vi finder det uacceptabelt, at så mange har afskaffet muligheden. Vi har før foreslået at få det skrevet ind i serviceloven, så det her ikke kom til at ske. Så jeg vil selvfølgelig høre ministeren, om han er klar på at skrive det ind i serviceloven, siger Karina Adsbøl til TV 2 Lorry.

Klippekortet giver de svageste ældre mulighed for at få en halv times ekstra hjælp om ugen efter den ældres egne ønsker.

Det kan for eksempel være hjælp til indkøbsture, hovedrengøring eller en gåtur.

Sundheds- og ældreministeren Magnus Heunicke (tv) afviser kritikken fra Karina Adsbøl (th) og Sophie Løhde  (i midten).
Sundheds- og ældreministeren Magnus Heunicke (tv) afviser kritikken fra Karina Adsbøl (th) og Sophie Løhde  (i midten).
Foto: TV 2 Kosmopol

Minister kræver svar fra kommunerne

Sundheds- og ældreministeren anerkender Dansk Folkepartis bekymring. Kommunernes fravalg af ordningen er nemlig langt fra idéel.

- Jeg forstår godt, at DF og alle andre partier er optagede af det. Det er jeg også, især fordi, det ikke kan være rigtigt, at kommunerne skærer ned på de ældre i en tid, hvor vi prioriterer flere midler til de ældre, siger Magnus Heunicke.

Han har derfor skrevet til de kommuner, der har skåret i ordningen og bedt dem redegøre for valget.

- Det har jeg for at få et svar på, hvorfor de har gjort det. Det kan godt være, at de har en god forklaring. Nogle har måske en lokalindsats, det vil jeg gerne lære af. Men der er også nogen, der har skåret reelt ned på de ældre og brugt penge på andre ting. Og det, synes jeg ikke, er rimeligt, for der er nogen, der har brug for klippekortet, siger han.

Klippekortsordningen for de svageste hjemmehjælpsmodtagere blev indført af Thorning-regeringen i 2015.

Og i 2017 blev den udvidet af Løkke-regeringen så den også gjaldt plejehjemsbeboere.

Tidligere minister er ude med riven

At så mange kommuner har droppet ordningen ærger Sophie Løhde (V), der sad ved roret som Sundheds- ældreminister, da klippekortet blev indført til dem, der bor på plejehjem.

Hun mener, at afskaffelserne taler deres tydelige sprog.

- Det er et godt billede på, at kommunerne er pressede, og at der er ikke det her store løft, som den nuværende regeringe siger, at de har givet. Og jeg synes, at regeringen har sovet i timen, ved ikke at have sikret i forbindelse med økonomiaftalen med Kommunernes Landsforening, at den her ordning skulle videreføres, siger Sophie Løhde.

Hvordan er klippekortsordningen for de ældre i din kommune?

Der er også flere kommuner, som enten har ændret, reduceret eller udvidet i den ekstra halve times hjælp, som den ældre selv kunne vælge, hvad skulle bruges på. 

 

Klik på din kommune på nedenstående kort, og se hvad kommunerne selv fortæller om klippekortsordningen til de ældre i din kommune.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik