Minister ind i Tingbjergsag

Dansk Folkeparti kræver nu, at socialministeren går ind i sag om unge ballademagere i Tingbjerg. Ministeren skal bede Københavns Kommune om en redegørelse.

Formanden for Folketingets Socialudvalg, Martin Henriksen,
(DF), retter nu henvendelse til socialminister Karen Ellemann
(V) og beder hende indhente en redegørelse fra Københavns
Kommune om en gruppe unge i Tingbjerg ved København, der begår
hærværk og chikane i området.
Martin Henriksen vil vide, hvilke forebyggende initiativer
kommunen har iværksat, ligesom han vil have en redegørelse for
den fremadrettede indsats i området.
- Det forebyggende arbejde ligger i kommunerne, og nu vil jeg
teste, om kommunen reelt har gjort noget, og ikke mindst, hvad
den helt konkret har gjort. Har man ladet stå til, eller har man
forsøgt sig med forskellige redskaber, siger Martin Henriksen i
en pressemeddelelse.
Senest er den lokale præst flyttet fra området på grund af
hærværk og chikane fra en gruppe unge, der blandt andet har
kastet mursten og flasker ind gennem vinduerne til
præsteboligen. Præsten opholder sig nu på en hemmelig adresse.
TV2 Nyhederne har også mærket de unges hærværk, da stationen
onsdag fik smadret ruderne i en sendevogn, mens et pressehold
var ude for at rapportere fra stedet.
Forholdene bekymrer også Manu Sareen, gruppeformand for Det
Radikale Venstre på Københavns Rådhus.
- Jeg er rystet over den udvikling, vi til tider ser i
København, og vi skal tage udviklingen meget seriøst, så vi ikke
ender med tilstande, som vi kender fra andre steder i Europa.
Tilstande, hvor arbejdsløse, rodløse og desillusionerede unge,
og i særdeleshed minoriteter, skaber uro, utryghed og antisocial
adfærd, siger Manu Sareen i en pressemeddelelse.
/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik