Minister efter opråb fra fængselsbetjente: Alle skal trygt kunne passe deres arbejde

Der er stor mangel på fængselsbetjente, men en ny hvervekampagne skal løse problemerne, lyder det fra justitsministeren.

Trods et politisk mål om at øge sikkerheden og trygheden for de ansatte ved at ansætte flere kolleger, er antallet af fængselsbetjente fortsat faldende.

Særligt bandekonflikten i København har givet store udfordringer i fængslerne, hvor tonen er blevet grovere, og der ofte er overbelægning og mangel på personale.

Situationen vækker stor bekymring hos Fængselsforbundets formand, Bo Yde Sørensen, der kritiserer justitsminister Søren Pape Poulsen for ikke at have gjort nok for at få løst problemet.

- Vi har simpelthen akut brug for, at man tager skeen i den anden hånd for at adressere, at vi mangler på sikkerheden. For vi har et historisk højt antal bandemedlemmer. Vi mangler mandskab til at sende de indsatte på ret kurs, så de ikke kommer ud og fortsætter den kriminelle løbebane, siger Bo Yde Sørensen til TV 2 Lorry.

Det var i efteråret 2017, at et bredt forlig blev enige om at tilføre 600 millioner kroner og mere end 250 årsværk over de følgende fire år. Men ifølge Fængselsforbundet var der i 2017 cirka 2.350 fængselsbetjente - i 2019 er der knap 2.200. Samtidig sidder der i dag 500 flere fanger bag tremmer end i 2017.

Minister erkender problem

Det har torsdag ikke været muligt at lave et interview med justitsminister Søren Pape Poulsen.

Men i en mail til TV 2 Lorry skriver han dog, at Kriminalforsorgen har iværksat en ny hvervekampagne og etableret en uddannelsesinstitution i Vestdanmark pga. den nuværende situation.

“Det er desværre ingen hemmelighed, at vores dygtige fængselsbetjente landet over mangler kolleger. Selvom forligskredsen, der udover regeringen består af Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Alternativet, SF og De Radikale, har afsat midlerne, så er det en udfordring at få det nødvendige antal ansøgere til uddannelsen.”

“Foreløbig har Kriminalforsorgen iværksat en ny hvervekampagne og etableret en uddannelsesinstitution i Vestdanmark. Begge dele med henblik på at styrke rekrutteringen.”

“På grund af valgudskrivelsen har jeg ikke mulighed for at stille spørgsmål til sagen eller agere på anden vis. Men når valget er overstået forventer jeg en status fra Kriminalforsorgen, så vi kan tage de nødvendige initiativer.”

“Det er helt afgørende, at vi får den nødvendige bemanding i vores fængsler, så alle der er ansat trygt kan passe deres arbejde,” skriver Søren Pape Poulsen i en mail til TV 2 Lorry.

Bo Yde Sørensen ser positivt på Kriminalforsorgens nye hvervekampagne, men vil se politisk handling fra den nuværende eller en eventuelt ny justitsminister på den anden side af valget 5. juni. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik