Mille er ekspert i at arbejde med børn om benene - her er hendes bedste råd

Mange frygter de næste 14 dage hjemme med både job og unger. Mille Sjøgren er ekspert i sådan en arbejdssituation og giver dig her sine bedste råd.

Mille Sjøgren er ekspert i at få arbejdet, selv om hun har sine børn lige i nærheden. Foto: Privatfoto

Mille Sjøgren er netop kommet hjem fra Bali med sin familie, hvor de kombinerede ferie med arbejde og skolegang fra medbragte computere. En kombination, som familien efterhånden er eksperter i.

- Så situationen lige nu er ikke så mærkelig for os, for vi arbejdede præcis på samme måde på Bali, som vi nu er tvunget til at gøre herhjemme. Det eneste lidt underlige er, at Nemlig.com-manden ikke vil indenfor, siger Mille Sjøgren.

Læs også Nej, hvidløg beskytter ikke mod coronavirus - og 13 andre myter

Siden 2012 har Mille Sjøgren og hendes mand og to børn vendt ryggen til det traditionelle 9-17-liv og har rejst verden rundt som såkaldte digitale nomader. 

Mille Sjøgren har passet sit job som freelancejournalist og speaker, manden har passet sit journalist- og forfatterjob, og børnene har passet deres skolegang, alt imens de har besøgt blandt andet Cuba, Sydkorea, USA, Sri Lanka og Laos.

Familien er med andre ord eksperter i at arbejde og gå i skole på den måde, som coronavirussen tvinger mange af os andre til i de næste par uger.

Mille Sjøgren har arbejdet fra sit omvandrede hjemmekontor fra det meste af verden.  Foto: Privatfoto

Herunder kan du få Mille Sjøgrens bedste råd til at få det bedste ud af det, når du skal arbejde hjemmefra, og børnene også er hjemme fra skole.

Mille Sjøgren 

- Bor i øjeblikket i Humlebæk 

- Oprindeligt uddannet folkskolelærer

- Arbejder i dag med at speake blandt andet reklamefilm, og så driver hun Freeliving, der er et community for alle, der vil noget andet end det gængse 9-17-liv. 

Læg en plan

- Mit første råd er, at I skal huske, at det her ikke er en ferie. Der skal hurtigt være noget struktur, ellers bliver det for rodet for alle. I skal kigge hinanden i øjnene og lægge en plan, anbefaler Mille Sjøgren.

Den garvede digitale nomade foreslår, at forældrene sammen med børnene starter med at lægge en ugeplan for, hvad der skal ske i løbet af dagene, og hvad børnene skal nå af skolearbejde. Planen må meget gerne være visuel for at gøre det nemmere for børnene at forstå, hvad der skal ske.

Her er Mille Sjøgrens bud på en struktureret dag, der giver forældrene mulighed for at få arbejdet:

05:00:

Forældrene skal sætte vækkeuret, så de kan nå at få arbejdet koncentreret nogle timer, inden børnene vågner og skal aktiveres.

09:00-12:00:

Når børnene har fået morgenmad og er kommet i tøjet, begynder dagens skolearbejde og koncentrerede timer. Der skal lægge en klar plan for, hvad børnene skal lave og i hvor lang tid, og hvornår der er pauser. 

 

Mille Sjøgren foreslår, at man sætter et ur og bruger den gratis app Trello til at skabe et visuelt overblik. Og så skal forældrene aftale med deres børn, at de først må spørge om hjælp, når de har forsøgt tre gange selv.

 

- Børnene skal i denne her situation lære at tage ansvar for deres egen læring, forklarer Mille Sjøgren.

 

Hvis begge forældre er hjemme, foreslår Mille Sjøgren, at man skiftes til enten at arbejde ved siden af børnene – hvor man unægtelig vil blive forstyrret – og til at arbejde alene koncentreret.

 

Mille Sjøgren anbefaler, at den forælder, der skal arbejde koncentreret, laver en plan over dagens arbejde og herefter sætter et ur, så man hvert 25. minut rejser sig og strækker benene, mediterer eller får lidt frisk luft.

 

Herefter burde forældrene have arbejdet koncentreret omkring 5 timer og kan ifølge Mille Sjøgren roligt holde fri resten af dagen:

 

- Det burde være mere end rigeligt til at dække de 7,5 time, du normalt bruger på dit arbejde, fordi du ikke bruger tid på møder eller ved kaffeautomaten.

Læs også Eksperternes råd: Det kan du bruge de næste 14 dage i corona-krisen på

12:00-17:00:

Eftermiddagen skal bruges på at være kreativ og eksperimentere. Det kunne være at sende børnene i køkkenet for at lære at lave kombucha, lære at meditere, stå på hovedet, lave en historie med telefonen eller andre opgaver, som udfordrer børnene.

 

Selv har Mille Sjøgren bedt sine børn være entreprenante og har stillet dem spørgsmålet:

 

- ”I skal finde på en idé, der gør det nemmere for mennesker, når verden rammes af en virus”. Børnehjerner er så vilde, og jeg glæder mig til deres svar i morgen, fortæller Mille Sjøgren.  

17:00:

 Ipad og fjernsyn skal først være tilladt sent på eftermiddag, fordi det tvinger børnene til at være kreative i løbet af dagen.

Familien er virkelig garvede, når det kommer til at arbejde fra mærkværdige steder. Hvornår har du sidst arbejdet fra en tuktuk?  Foto: Privatfoto

Koncentration er kodeordet

Når man ser på skemaet ovenover, fylder både voksenarbejdet og børnenes skolegang betydeligt mindre sammenlignet med de fleste familiers hverdagsuger. Mille Sjøgren medgiver også, at det vil kræve tilvænning i de fleste familier at arbejde på denne her måde.

- Men jeg tror, at folk vil blive vildt overrasket over, hvor meget både børn og voksne kan nå ved at arbejde koncentreret meget færre timer om dagen. Forældrene må acceptere, at man ikke kan arbejde 7 timer i træk, for sådan foregår det ikke, når man arbejder remote (arbejde uafhængigt af geografi, red.) med børn.

Og nå ja. Det sidste – og vigtigste – råd fra eksperten: Husk masser af kold hvidvin. Det vil du få brug for. Og man skal jo lytte til eksperter.

Mille Sjøgren opfordrer alle til at få det bedste ud af at skulle arbejde hjemmefra. Selvom de færreste nok ender med at arbejde i omgivelser, som Mille Sjøgren er vant til.  Foto: Privatfoto

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik