Mette F. må holde danskere hen i uvished om sommerbryllupper

Statsministeren må som mange andre afvente, om hun kan holde bryllup i sommer. Det afhænger af smittebillede.

Danskere, der har planlagt bryllup i august, eller har fået udsat konfirmationer fra dette forår til samme måned, kan ikke gøre andet end at væbne sig med tålmodighed.

For på nuværende tidspunkt er det grundet coronakrisen umuligt at forudsige, om arrangementerne kan blive afholdt i den måned.

Sådan er meldingen fra statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag efter statsministerens spørgetime i Folketingssalen.

- Svaret på, hvor mange menneske det sundhedsfagligt er forsvarligt, at man samles, afhænger af sygdommens udvikling, siger hun.

- Lige nu har vi corona under kontrol i Danmark, og tak til alle, der har givet et kæmpe bidrag, for at vi kunne nå derhen, siger statsministeren.

Regeringen har tirsdag meddelt, at det højst bliver tilladt at forsamles 500 mennesker frem til udgangen af august.

Men det er slet ikke sikkert, at tallet bliver så højt. Det kan nemlig blive justeret løbende, afhængig af hvordan det går med smittespredningen med coronavirus i Danmark.

Frem til 10. maj gælder de nuværende retningslinjer med, at højst ti personer må være samlet.

- Nu er vi i gang med kontrolleret at åbne vores samfund op i modsætning til mange andre lande. Og med det er der en risiko for, at tingene vil udvikle sig på en måde, der gør, at nogle restriktioner alligevel skal fortsætte, eller at vi bliver nødt til at gå en lille smule baglæns.

- Det håber jeg ikke, og det er heller ikke det, vi arbejder efter. Derfor er svaret, at vi kommer ikke til at kunne give præcise bud på, hvad der præcist sker hen over den her sommer.

- Jeg beklager, og jeg er også en af dem, der bliver ramt af det, siger Mette Frederiksen.

Statsministeren skal efter planen selv giftes den kommende sommer med sin forlovede.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik