Mette F. fremhæver eksempel fra S-tog og den københavnske vestegn før politiforhandlinger

Regeringen ved endnu ikke, hvilke metoder der skal til for at sikre danskernes tryghed.

Det kommende politiforlig skal sikre almindelige danskeres tryghed og frihed.

Sådan lyder det fra regeringen på et pressemøde i forbindelse med Socialdemokratiets sommergruppemøde, som bliver afholdt i Gråsten.

- Det her handler om, at når man bruger S-togslinjerne i Storkøbenhavn, så skal man ikke være bange for at tage hjem om aftenen, fordi der er 15-17 indvandrerdrenge, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt, siger statsminister Mette Frederiksen (S).

- Man skal ikke være bange for at gå ned i sin egen vaskekælder, og man skal ikke gå uden om indkøbscentrene på den københavnske vestegn.

Skridt i den rigtige retning

I næste uge fremlægger regeringen sit forslag til en flerårig aftale for politi og anklagemyndighed. Her vil regeringen også indkalde Folketingets partier til forhandling.

- Den vil ikke løse alle problemer, men det bliver forhåbentlig et skridt i den rigtige retning, siger justitsminister Nick Hækkerup (S).

- Politiet er kommet for langt væk fra danskerne, de seneste års centralisering er gået for vidt. Der er urimeligt lange sagsbehandlingstider mellem politi og anklagemyndighed, siger han.

Hverken justitsministeren eller statsministeren kommer med svar på, hvordan trygheden og friheden skal sikres.

- Der er ikke nogen lette løsninger på de her problemer, for så var de for længst taget i brug, siger justitsministeren.

Statsministeren supplerer:

- Vi er i gang med at bryde vores hoved med, hvordan gør vi det her. For det er jo helt tydeligt, at alle de værktøjer, som er taget i brug gennem tiden, ikke har været tilstrækkelige, siger hun.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik