Mette F. åbner for en flerpartiregering – men blå partier afviser at danne regering med S

Hverken Venstre eller Konservative er lokket af at danne en regering sammen med Socialdemokratiet efter et valg.

Statsminister Mette Frederiksen (S) siger i et interview med Jyllands-Posten, at hun gerne vil "åbne en diskussion af, om man vil kunne lave en regering hen over den politiske midte".

I interviewet siger statsministeren, at Socialdemokratiet dog stadig ønsker - og går til valg på - en etpartiregering.

- Men vi vil også gerne åbne en diskussion af, om der kan være en bred regering. Det er meget reelt og også rigtigt at åbne den diskussion, så danskerne kan forholde sig til det, også i god tid inden et valg, siger hun til Jyllands-Posten.

For præcis fire år siden, på grundlovsdag i 2018, sagde Mette Frederiksen, at Socialdemokratiet ville gå efter at blive en etpartiregering efter næste folketingsvalg.

Efter valget i 2019 dannede Mette Frederiksen en etpartiregering.

Mette Frederiksen siger, at forklaringen på hendes kursskifte kan findes i coronakrisen og krigen i Ukraine.

Også Det Nationale Kompromis mellem regeringen, Venstre, De Konservative og SF har fået Mette Frederiksen til at skifte mening, siger hun til avisen.

Når Mette Frederiksen alligevel ikke går til valg på en flerpartiregering, skyldes det, at hun mener, at den nuværende socialdemokratiske regering fungerer, og at hun ikke ved, om en regering over midten vil fungere.

Venstre og Konservative siger nej tak

Hverken Venstre eller Konservative er dog lokket af at danne en regering sammen med Socialdemokratiet efter et valg.

Det siger de politiske ordførere for de to blå partier.

- De sidste tre år med Mette Frederiksen som statsminister har på mange måder været en dyr omgang for Danmark.

- Der mangler hænder alle steder, og næsten alle indkomstgrupper er blevet fattigere af regeringens økonomiske politik. Den grønne omstilling går for langsomt, og danskerne har fået indskrænket deres frihed.

- Derfor har vi brug for en ny, borgerlig regering, og det går Venstre til valg på, så vi kan sikre danskerne mere frihed og flere muligheder, siger Venstres Sophie Løhde.

Heller ikke Mette Abildgaard, politisk ordfører for Konservative, er fristet af et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet.

- Vi Konservative synes, at det klinger noget hult, den melding der kommer fra statsministeren.

- Vi har to fundamentalt forskellige politiske projekter. Lige nu har vi en regering, der øger skatterne og mindsker danskernes frie valg, og vi vil gå den stik modsatte vej.

- Så jeg har meget svært ved at se det for mig, siger Mette Abildgaard.

Radikale Venstre er positivt stemt

Mens de blå partier ikke lader sig friste af statsministerens udmelding, så er Radikale Venstre positivt stemt over for den.

Det skal ses i lyset af, at Radikale Venstre tidligere har sagt, at det ikke kan støtte en ny etpartiregering efter et valg.

Mens Radikale Venstre ser udmeldingen som en fremstrakt hånd, så mener Venstres politiske ordfører, at statsministeren forsøger at købe støtte fra SF og Radikale Venstre med en lovning om ministerposter.

- Jeg kan bare sige helt klart, at ingen kan købe Venstre med ministerbiler i et fordækt forsøg på at undslå sig ansvaret for en skandaløs magtudøvelse.

- Det er helt vildt, hvis der er nogen partier, der lader sig købe af på den her måde, siger Sophie Løhde.

Også Alex Vanopslagh, politisk leder for Liberal Alliance, mener, at statsministerens udmelding bærer et stærkt præg af taktik.

- Det er taktik, og det er spin, og det er et forsøg på at fremstå mindre magtfuld, end man reelt set er, siger han til TV 2 News.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik