Metroselskabet vil undersøge metrobyggeres arbejdsmiljø

Ti underentreprenører på metrobyggeriet skal have deres løn- og arbejdsvilkår undersøgt.

Det skal være slut med historier om dårligt arbejdsmiljø på metrobyggepladserne.

Derfor har Metroselskabet valgt at undersøge løn- og arbejdsvilkår hos ti underentreprenører på metrobyggeriet.

- Vi bliver ofte hevet frem som et byggeri, hvor der er rod i løn- og arbejdsvilkår. Men vi synes ikke, at vi kan leve med tvivlen. Så vi vil finde ud af, om der er noget om snakken eller om vores lister udtrykker det rigtige billede, siger Metroselskabets administrerende direktør Henrik Plougmann Olsen.

- Sammen med fagforeningerne laver vi hver måned lister over fagretslige sager omkring metrobyggeriet, og de lister afviger ikke fra, hvor mange sager man forventer et stort byggeri, som vores, har. Vi har haft 30 sager på tre år.

Sammen med en række fagforeninger vil Metroselskabet udvælge ti ud af de 150 underentreprenører, som har arbejdet på metrobyggeriet, til undersøgelsen, der skal udføres af en uafhængig revision.

- Det vigtigste for os er at finde ud af, om vores model med fagforeningerne og listerne virker, eller er der noget om snakken. Hvis det viser sig, at de lister vi laver sammen med fagforeningerne ikke holder vand, så bliver vi nødt til at overveje, om vi skal stramme kontrollen.

- Det kan også være, at det er mindre ting, som vi kan hjælpe firmaerne med, hvor der i virkeligheden er tale om misforståelser, siger Henrik Plougmann Olsen.

Hos Dansk Metal er man glad for, at Metroselskabet har taget problematikken op, men udover at være med til at udvælge selskaberne, der skal undersøges, vil man også være med til at undersøge, om forholdende er i orden.

- Vi kunne godt tænke os, at revisionsfirmaet trækker på de kompetencer som fagforeningerne har. Vi frygter, at de kigger på en lønseddel uden at vide, hvad der kan ligge bagved, siger formanden for Dansk Metal i Hovedstaden, René Nielsen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik