Metro til Nordhavn skal besluttes i år

Det vil give en stor økonomisk gevinst, hvis man allerede nu bygger metroen ud til den nye bydel i Nordhavn.

Der skal bygges metro ud til den nye bydel i Nordhavn i København, allerede mens man er i gang med at anlægge Cityringen.
      Det vil spare "flere hundrede millioner kroner" og give færre gener for borgerne, skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad.
      Derfor vil Københavns Kommune så hurtigt som muligt tage kontakt til staten for at få lavet en aftale om at få lavet en linje til Nordhavn med to stationer.
      - Det er nu, man skal beslutte sig, hvis vi skal høste den økonomiske gevinst ved at Nordhavnslinjen anlægges, mens man er i gang med Cityringen, siger Jesper Christensen, gruppeformand for Socialdemokraterne i Borgerrepræsentationen og næstformand i Metroselskabets bestyrelse.
      - Jeg tror, vi har et lille vindue frem til årsskiftet til at blive enige med Metroselskabets andre ejere, staten og Frederiksberg Kommune, tilføjer han.
      Partierne bag budgetforliget på Københavns Rådhus har besluttet at optage forhandlinger med en kommende regering om at få besluttet den ny metrolinje.
      Når der er tale om et vist hastværk skyldes det, at Nordhavnslinjen skal udgå fra Cityringen. Der er derfor, som man udtrykker det, betydelige anlægstekniske fordele ved at bygge, mens arbejdet med Cityringen er i gang.
      Det er tanken, at Nordhavnslinjen skal bores fra den byggegrube, der etableres under Sortedams Sø, hvorved der kan spares flere hundrede millioner kroner.
      Selve linjen til Nordhavn skønnes at koste cirka tre milliarder kroner.
      - Jeg har naturligvis bemærket, at de fire partier, der netop nu forhandler regeringsgrundlag, i valgkampen har talt meget for at styrke den kollektive transport, så jeg er fortrøstningsfuld, siger Jesper Christensen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik