Mere videoovervågning i DSBs tog skal bremse vold

DSB har planer om at indføre videoovervågning på flere fjerntogsstrækninger for at skabe større tryghed blandt passagererne samt for at forebygge vold mod togpersonalet og groft hærværk mod vogne, sæder og andet inventar, som koster DSB millioner af kroner, skriver Berlingske Tidende.

Det nye selskab
DSB First, som fra 9. januar næste år overtager driften af
Kystbanen og Øresundbanen, har allerede besluttet, at der skal
installeres videokameraer i øresundstogene. Og med stor
sandsynlighed vil det »almindelige« DSB følge efter og indføre
videoovervågning i de moderne togsæt, der både benyttes som
regionaltog samt lyn- og intercitytog. Hidtil har DSB kun
overvåget stationer og S-tog, men på baggrund af en række
episoder, hvor bl.a. fodboldbøller har raseret hele kupeer, er
videoovervågning af fjerntog kommet på dagsordenen. Og ifølge
chefen for DSBs togpersonale, Erik Christensen, er sagen blevet
yderligere aktuel, efter at en togfører onsdag aften blev udsat
for et groft overfald i et regionaltog på vej fra Kalundborg til
Østerport. »Videokameraer er ved at blive indbygget i
øresundstogene i forbindelse med, at de skal overtages af DSB
First. Men det er også fremtiden i vores tog, da
videoovervågning har en stor, præventiv virkning. Der er ikke
truffet nogen beslutning om det endnu, men alt peger i den
retning,« siger Erik Christensen og tilføjer, at der næppe
kommer kameraer op i de gamle blå vogne, som skal udrangeres,
når DSB får nyt materiel. Sidste år blev der registreret 135
indberetninger om overgreb mod togpersonale, og intet tyder på,
at der vil ske en nedgang i år. Det er især på Kystbanen og i
regionaltogene mellem Kalundborg og København, at togførerne
udsættes for tilråb, trusler eller vold. »Vi ser kun toppen af
isbjerget, og derfor gør vi ekstra meget ud af at snakke med
personalet og opfordre dem til at indgive politianmeldelse i
alle grove tilfælde. Der skal sendes et klart signal om, at vi
ikke vil finde os i det. Overgrebene sker typisk, når personalet
kommer i kontakt med passagerer uden billet eller beder folk om
at dæmpe sig. Og vi må desværre sige, at det ofte er unge
mennesker med anden etnisk baggrund end dansk,« siger Erik
Christensen. Overfaldet onsdag aften skete, da en togfører ville
billettere en gruppe unge passagerer. Mens en af gerningsmændene
holdt togføreren i et jerngreb, blev han af to andre sparket og
slået med knytnæveslag i brystet og ansigtet. Det lykkedes
togføreren at slippe fri og søge i sikkerhed hos
lokomotivføreren i førerkabinen. Herfra blev politiet tilkaldt.
På hovedbanegården blev de tre gerningsmænd anholdt. En kun
14-årig dreng blev løsladt efter afhøring, mens to andre
17-årige gerningsmænd i går i Københavns Dommervagt blev
varetægtsfængslet for to uger. Ifølge vagtchef i
efterforskningen hos Københavns Politis Station City, Kent
Hersom, er de to 17-årige sigtet efter den grove voldsparagraf.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik