Meningsmåling: Borgere i hovedstadsområdet betaler gerne ekstra for mindre spildevand i Øresund

Et stort flertal af borgerne i hovedstadsområdet er villige til at betale mere i vandafgift for at mindske udledninger af spildevand i åer, søer og vandløb, viser meningsmåling.

Borgerne i hovedstadsområdet betaler gerne mere i afgift til det lokale spildevandsselskab, hvis det betyder, at mindst muligt spildevand ender i åer, søer og havet.

Det står klart i en meningsmåling, som Megafon har lavet for TV 2 Lorry.

Her svarer hele 75 procent af de i alt 1.015 borgere, som har medvirket i undersøgelsen, at de er helt eller delvist villige til at betale mere i vandafgift for at undgå udledning af urenset spildevand til vandmiljøet.

Spildevand igen på dagsordenen

Sommerens debat om spildevand i badevand, søer og åer fik bølgerne til at gå højt blandt både borgere og politikere.

Allerede i juni måned blev miljøminister Lea Wermelin (S) kaldt i samråd om udledning af urenset spildevand i Øresund, efter TV 2 Lorry kunne fortælle at forsyningsselskaberne Hofor og Novafoss planlagde at udlede hele 290.000 kubikmeter ufortyndet spildevand i Øresund.

En udledning der først blev udskudt, senere stoppet, og som ifølge spildevandsselskaberne aldrig vil finde sted igen.

Sagen bliver fortsat undersøgt i en undersøgelse af forløbet på Københavns Rådhus, og onsdag er emnet igen på dagsordenen på Christiansborg, hvor en høring i Miljø- og Fødevareudvalget skal gøre politikerne klogere på problematikken.

Det sker blandt andet efter, TV 2 Lorry kunne fortælle, at spildevandsudledningen i Øresund langt fra var det eneste tilfælde, hvor toiletvandet havner i havet.

Ved onsdagens høring vil udvalget få ”præsenteret bud på, hvordan man fremover kan undgå, mindske eller ændre udledningerne, så man kan planlægge fremtidens spildevandsindsats på en måde, hvor man får mest miljøeffekt for pengene. Endelig skal høringen præsentere overvejelser og planer for fremtiden fra kommunerne som praktikerne på spildevandsområdet”, står der i oplægget til høringen, hvor både eksperter og KL vil deltage.

Borgere ønsker mere handling, viser meningsmåling

Megafon har på vegne af TV 2 Lorry spurgt borgerne, hvad de er villige til, og om de vil betale regningen for at der havner mindre spildevand i vandmiljøet.

Her er 40 procent af hovedstadsområdets borgere ”helt enige” i, at de er ”villige til at betale mere i vandafgift for at udledningen i åer, søer og havet bliver begrænset til et absolut minimum”, mens 35 procent er ”delvis enige”.

I samme udsagn erklærer blot 14 procent, at de delvis eller helt uenige, mens to procent ikke kan forholde sig til spørgsmålet.

Fordelt på de fire områder Nordsjælland, Københavns Omegnskommuner, København og Frederiksberg samt Roskilde-Køge-området tegner der sig et billede af, at særligt borgere i de tæt befolkede områder støtter mest op udsagnet.

Svigter, når pengene skal på bordet

Selvom et stort flertal altså gerne vil betale mere i vandafgift for at undgå udledning af spildevand, er sagen dog en anden, når der bliver sat et årligt merbeløb på.

I udsagnet "Jeg er villig til at betale 5.000 kroner mere i vandafgift om året for at udledningen af urenset spildevand i åer, søer og havet bliver begrænset til et absolut minimum", lyder er svarene noget mere brogede.

Her mener kun 15 procent af de adspurgte, at det er en passende regning, mens 29 procent til gengæld er helt uenige i, at det er det beløb, de som borgere skal betale.

Fordelt på de fire områder Nordsjælland, Københavns Omegnskommuner, København og Frederiksberg samt Roskilde-Køge-området tegner der sig endnu engang et billede af, at særligt borgere i de tæt befolkede områder er mest villige til at betale en ekstraregning på vandafgiften på 5.000 kroner for at mindske udledningen, mens borgerne i både Roskilde-Køge-området og Nordsjælland er mest uenige med forholdet.

TV 2 Lorry sætter torsdag aften endnu engang fokus på spildevand, når vi gennem hele vores 19.30-udsendelse vil fortælle om tiltag og løsninger på miljø-problematikken.

Det sker torsdag klokken 19.30 på TV 2.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik