Massefyring rammer Det Kongelige Teater

Over de næste fire år skal der spares knap 100 millioner kroner, og det betyder farvel til hver tiende ansatte

Det Kongelige Teater står over for en massefyring, skriver Politiken mandag. På torsdag indleder Danmarks nationalscene en fyringsrunde, der vil ramme både udøvende kunstnere og ledelse.
      Ifølge Politikens oplysninger drejer det sig om 100 ansatte og dermed cirka 10 procent af teatrets samlede stab.
      Massefyringen kommer, efter at det stod klart, at Det Kongelige Teater skal spare knap 100 millioner kroner over de næste fire år ifølge den aftale, regeringen og resten af Folketingets partier indgik om teatret i midten af november.
      Ud over fyringerne må teatret reducere i antallet af forestillinger, og næste år vil mindst tre store ballet-, skuespil- og operaforestillinger være sparet væk.
      Fyringerne fordeler sig på 60 i det tekniske og administrative personale, fem i ledelsen og 35 i de kunstneriske hverv.
      Skuespiller og tillidsmand på Det Kongelige Teater Henrik Jandorf og balletdanser og tillidsmand Byron Mildwater mener, at de mange fyringer vil få store konsekvenser for teatrets kunstneriske produkt.
      - Det vil for eksempel betyde, at vi på balletten ikke kan lave de store balletter som "Nøddeknækkeren" og "Svanesøen".
      - Der vil simpelthen ikke være nok svaner til at danse de store balletter, vi er verdenskendte for. Det vil gøre kvaliteten af vores kompagni mærkbart mindre, siger Byron Mildwater.
      Bestyrelsesformand for teatret, Lars Pallesen, bekræfter massefyringen over for Politiken og siger, at fyringerne er eneste udvej med de store besparelser, teatret står over for.
      Teaterchef Erik Jacobsen erkender, at kunsten bliver hårdt ramt:
      - Man kan ikke fjerne så mange penge fra et teaters budget, uden at det påvirker den kunstneriske kvalitet, siger han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik