Maskinstationer støtter traktor-demonstration: "Det føles lidt som et oprør"

To nordsjællandske maskinstationer støtter dagens store demonstration i København økonomisk.

- Vi støtter først og fremmest de mennesker, som er kommet i klemme. Det er vores kundegrundlag. Det er vores livsnerve. Det er mennesker, vi kender rigtig godt.

Sådan lyder det fra Jens Jensen, der er indehaver af Jørlunde Maskinforretning, der ligger i Frederikssund Kommune. 

Han har skudt penge ind i dagens store demonstration, hvor 500  traktorer og nogle fiskerbåde deltager sammen med alle mulige andre, der protesterer - ikke bare mod regeringen og dens håndtering af coronakrisen - men også imod et stadigt voksende bureaukrati, som mange af dem er underlagt. 

På demonstrationens hjemmeside efterlyses der økonomisk støtte i form af crowdfunding. Derudover nævner hjemmesiden, at der også er sponsorer, som har ydet støtte til de udgifter, der er forbundet med demonstrationen, der afvikles i både København og Aarhus. 

Mange sponsorer har støttet anonymt, men to af dem vil gerne have deres navne frem - og det er maskinstationer fra TV 2 Lorrys sendeområde. Både Jens Jensens virksomhed, Jørlunde Maskinstation og Helsinge Maskinforretning, der også støtter, hører til i Nordsjælland.

- Der er rigtig mange landmænd fra Nordsjælland med i dag, siger Jens Jensen.

Her ses traktorerne køre mod demonstrationen på Langelinie.

Minkskandalen var dråben

Han fortæller, at det først og fremmest er minkskandalen, der har fået ham til at reagere.

- Der gik kun få dage efter regeringens udmelding, så kom bankerne og begyndte at stille krav til minkavlerne. De er dobbelt pressede, siger han og peger på, at når et erhverv som minkbranchen rammes - så rammer det også ham.

Men alligevel handler dagens demonstration ikke kun om mink - det er et oprør fra landbruget og fra fiskeriet.

quote Det føles da lidt som et oprør det her.

Jens Jensen, Jørlunde Maskinstation

- Alting foregår og styres fra skriveborde. Det er politikere, der sidder inde på Borgen og ikke har forbindelse til det virkelige liv. Det er blevet vanskeligt for de her erhverv. Det er frie erhverv, der nærmest er lagt over til staten, som så udsender skemaer og ting, der skal udfyldes, og ingen kan efterhånden finde ud af det , forklarer Jens Jensen.

Det er ikke et normalt syn i Danmark, at landmænd og fiskere demonstrerer.

- Men det føles da lidt som et oprør det her. Når man kigger til andre lande, så er vi danskere meget fredelige. Den civile ulydighed er ikke til stede. Men nu er nok nok, lyder det fra Jens Jensen.

Traktorkortegen fyldte godt i gadebilledet. Foto: Jacob Waage, BYRD
Traktorkortegen fyldte godt i gadebilledet. Foto: Jacob Waage, BYRD




 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik