Mange unge smittes - her er Danmarks klamydia-højborg

Der er stor forskel på, hvor mange unge der smittes med klamydia i de forskellige kommuner. Solrød Kommune ligger på en klar førsteplads i antallet af smittede. Det kan hjemmetests måske hjælpe på.

Solrøds unge har en kedelig rekord.

De indtager nemlig førstepladsen, for det er i Solrød, flest unge i Danmark har klamydia.

For hver 1.000 har 33 unge mellem 15 og 29 år haft klamydia i 2018.

Halsnæs Kommune ligger på en kedelig tredjeplads på landsplan, mens Frederiksberg og København sniger sig op på den ærgerlige top ti.

Det viser en ny opgørelse lavet af Sundhedsstyrelsen.

- Som kommune har vi jo et ansvar for at oplyse vores unge mennesker om forebyggelse og smitterisiko, og det gør vi også. Men det er jo de unge mennesker, som vælger at have ubeskyttet sex, og det kan vi jo ikke have indflydelse på. Omvendt er der da andre statistikker, man hellere vil toppe end denne her, siger Niels Hörup, borgmester i Solrød Kommune.

De mange tilfælde af klamydia skyldes flere forskellige ting, mener Jeppe Hald fra Sex & Samfund, der er daglig leder af Sexlinien for unge, som rågiver unge mennesker.

- Det skyldes blandt andet, at mange render rundt og er smittede og ikke bliver testet i tide. Mange unge ved en hel del om sexsygdomme, men det får dem ikke til at gå til lægen, siger han.

Pinligt og besværlige tests

Der findes mange forskellige tilbud, hvor man kan testes for kønssygdomme. Ud over at blive testet hos egen læge kan man blive testet anonymt på en række klinikker.

Men for de unge er det ofte alt for besværligt at blive testet hos egen læge, lyder det fra Jeppe Hald. 

- Det er en barriere at gå til lægen. Også for granvoksne mennesker. Det er besværligt, fordi man skal tage sig tid til det. De unge, der henvender sig til os, synes også, det er ubekvemt, fordi det måske ikke passer sammen med, hvornår de går i skole, siger Jeppe Hald. 

En anden afgørende årsag til, at unge dropper lægen, er, at de synes, det kan være pinligt, og at de er bange for at være til besvær, mener Jeppe Hald. 

- Især hvis de er blevet testet flere gange før, så kan de godt have den opfattelse, at hvis de kommer igen, så møder de en moraliserende indstilling hos lægen, og de får en fornemmelse af at være til besvær. Så især når de ikke har tegn på en sexssygdom, så går de ikke til lægen igen. 

Artiklen fortsætter efter tabellen

Klamydiatilfælde per 1000 15-29 årige (incidens) 2018

Kommune Antal
Solrød 33,2
Halsnæs 31,7
Frederiksberg 29,7
København 28
Gentofte 27,4
Tårnby 27
Allerød 26,3
Greve 25,9
Helsingør 25,6
Roskilde 25,1
Herlev 24,8
Køge 24,5
Rudersdal 23,7
Rødovre 22,8
Gribskov 22,1
Vallensbæk 22,1
Lyngby-Taarbæk 21,9
Furesø 21,7
Hvidovre 21,4
Egedal 21,3
Frederikssund 21,2
Lejre 21
Hvidovre 21,4
Stevns 21,4
Glostrup 20,9
Hillerød 20,5
Dragør 20,4
Albertslund 20,3
Fredensborg 19,3
Gladsaxe 19,3
Hørsholm 18,2
Ballerup 17,9
Høje-Taastrup 17,4
Ishøj 15,9
Brøndby 15,5

Kilde: sst.dk

Hjemmetest kan finde flere smittede

For at komme de mange klamydiatilfælde til livs tilbyder Sex & Samfund klamydiatests, hvor unge mennesker kan bestille en test på deres hjemmeside og tage den derhjemme.

Testen er anonym, og det er de enkelte kommuner, der tilmelder sig ordningen.

I vores sendeområde er Frederiksberg, Hillerød, Gentofte, København, Rødovre og Høje-Taastrup Kommune tilmeldt. 

Solrød, som I år er løbet med klamydia-rekorden, er ikke tilmeldt ordningen. Men det ville ellers kunne ændre på antallet af smittede, mener Jeppe Hald fra Sex & Samfund.

-  Man kan i hvert fald se, at de kommuner, der er med i hjemmetesten, der lykkes man med en indsats, hvor man får testet nogle flere personer. I vores rådgivning oplever vi også unge, der brokker sig over, at de ikke kan få hjemmetest.

Borgmester Niels Hörup er dog ikke overbevist om, at det er et tiltag, der vil hjælpe i Sølrød Kommune. 

For samtidig med at de er den kommune, der har flest klamydiatilfælde, så ligger de også i den høje ende af stastikken over, hvor mange der vælger at teste sig.

- Det vil naturligvis have betydning for, hvor mange smittetilfælde der. Hvis man ikke bliver testet, indgår man jo heller ikke i statistikken. For vores vedkommende vil en hjemmetest nok ikke rykke det store, siger Niels Hörup.

Stor forskel på, hvor mange der bliver testet

Antallet af, hvor mange unge i alderen 15-29 år, der bliver testet i de forskellige kommuner, varierer en del fra kommune til kommune.

I TV 2 Lorrys sendeområde får Helsingør en absolut bundplacering. Kun 10 procent af de unge blev i 2018 testet for klamydia.

I Køge er de unge derimod mere flittige til at lade sig teste. Her er 21,8 procent blevet testet for klamydia.

Også kønsfordelingen er skæv, når det kommer til antallet af smittede. Flere kvinder end mænd testes for sexsygdomme. Det ses eksempelvis på Frederiksberg, hvor 23 procent af kvinderne har ladet sig teste, hvormod det samme kun gælder for syv procent af mændene. 

Klamydia

- Klamydia er en seksuelt overført sygdom. 

 

- Sygdommen er en infektion med bakterien Chlamydia trachematis. 

 

- I over halvdelen af sygdomstilfældene er der ingen symptomer. 

 

- Symptomer kan være sviende smerter ved vandladning, udflåd og infektion i livmoderhalsen. Underlivsbetændelse hos kvinder og betændelse i bitestiklerne hos mænd er også symptomer.

 

- Ubehandlet sygdom kan medføre nedsat fertilitet og ufrivillig barnløshed, graviditet udenfor livmoderen, kroniske livmodersmerter hos kvinder og betændelse i bitestiklerne hos mænd.

 

Kilde: Statens Serum Institut og Sundhedsstyrelsen

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik