Malmø-forsvarer: Min klient er blot syndebuk

Peter Mangs er ikke den serieskytte, svensk politi har jagtet, siger hans forsvarere, der kræver ham frikendt.

Ifølge anklagemyndigheden er den 40-årige Peter Mangs en iskold morder, der gennem flere år har spredt skræk og rædsel i Malmø, og som har tre drab og 15 drabsforsøg på samvittigheden. Men Mangs' forsvarere gjorde tirsdag alt for at overbevise byretten i Malmø om, at deres klient er uskyldig, da de tirsdag fremlagde deres afsluttende procedure.
Ifølge forsvarerne blev Mangs den syndebuk, som politiet kastede sig over, da presset steg for at finde den skyldige bag adskillige skyderier over en årrække.
- De rettede fokus mod Mangs, allerede inden hans våben var blevet prøveaffyret, sagde forsvarer Douglas Norking.
Han mener i stedet, at der er tale om en række forskellige gerningsmænd.
- Den serieskytte, som man ledte efter, fandtes måske aldrig. I hvert fald er beviserne ikke af en sådan styrke, at Mangs er den serieskytte, man leder efter, sagde Norking.
Han peger på, at der fortsat skydes i Malmø, også efter at Peter Mangs blev anholdt, påpeger de.
- Ja, men denne type skyderier stoppede, da Mangs blev pågrebet, brød chefanklager Solveig Wollstad ind.
Forsvarerne forsøgte endvidere at så tvivl om de tekniske undersøgelser, der kobler Peter Mangs våben sammen med patroner og patronhylstre, der er fundet i forbindelse med flere drab og drabsforsøg.
Da politiet anholdt Peter Mangs i hans hjem uden for Malmø sidste år, blev der fundet sprængstoffer og våben på bopælen, og tekniske undersøgelser tyder på, at patronerne er affyret med et af disse våben.
Forsvarerne kritiserer imidlertid, at de ikke har fået lov at se nærmere på resultaterne af de tekniske undersøgelser.
De dræbte i sagen var en 66-årig mand og 23-årig mand, der i sommeren 2003 blev skudt og dræbt i Malmø. Det tredje dødsoffer er en 20-årig kvinde, som blev skudt og dræbt i en bil i oktober 2009, netop som Peter Mangs cyklede forbi.
Desuden er Mangs tiltalt for at stå bag en række drabsforsøg rettet mod Malmø-beboere med indvandrerbaggrund.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik