Måling: SF bliver styrket med Vilhelmsen i front

Lørdag klokken 13.30 kulminerer formandsvalget i SF med kåringen af vinderen ved et konvent i Det Kongelige Bibliotek i København.

Og danskerne er ikke et sekund i tvivl om, hvem der bedst kan løfte de martrede folkesocialister ud af hængedyndet oven på en tumultarisk regeringsstart og en opslidende formandsvalgkamp, skriver metroXpress.

Hele 42 procent af danskerne mener, at den indtil for få uger siden ukendte og totalt undertippede Annette Vilhelmsen vil styrke SF som ny partiformand, mens kun ni procent mener, at partitoppens kandidat og forhåndsfavorit, Astrid Krag, vil gøre SF stærkere.

Samtidig mener hele 31 procent af danskerne, at Krag som partiformand direkte vil svække SF, mens kun 14 procent af danskerne mener, at Vilhelmsen vil svække partiet som formand.

Det viser en måling, som YouGov har foretaget for metroXpress.

Danskernes manglende tillid til Astrid Krags evner som partiformand får hende ikke til at opgive slaget om formandsposten, før det sidste af de cirka 13.000 stemmeberettigede SF-medlemmer har sat sit kryds.

»Intet er afgjort før lørdag. Jeg vil opfordre alle SF's medlemmer til at stemme og dermed være med til at bestemme, hvem der skal være ny formand,« siger Krag til metroXpress.

Danskernes høje forventninger til Annette Vilhelmsen kommer ikke bag på Helle Ib, der er politisk kommentator på Børsen.

»Selv om det ikke er vælgerne, men SF-medlemmerne, der skal vælge ny SF-formand på lørdag, bekræfter målingen indtrykket af, at centrum-venstre-vælgerne lige nu drømmer om en anden type politiker. Der er en protestbevægelse mod designpolitik, indstuderet snak og pakkede kort. Vi så lidt den samme bevægelse med Naser Khaders Ny Alliance. Annette Vilhelmsen opsamler den samme frustration og politikerlede. Hun taler magtens sprog imod,« siger Helle Ib til metroXpress.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik