Mærsk sejler stadigvæk milliarder hjem

Milliarder strømmer ind hos A. P. Møller-Mærsk. Men det er i et noget langsommere tempo end tidligere.

A. P. Møller-Mærsk får et overskud før skat i andet kvartal på 12,53 milliarder kroner. Det er et fald på 28 procent i forhold til kvartalet i 2011.

Efter skat faldt resultatet med hele 32 procent, viser koncernens regnskab for andet kvartal 2012.

Koncernchef Nils Smedegaard Andersen siger, at koncernen leverer et rimeligt tilfredsstillende resultat i andet kvartal:

- Og vi er på rette spor. Containerraterne er blevet forbedret, og Maersk Line er tilbage med sorte tal, siger topchefen i en kommentar til regnskabet og fortsætter:

- Vi kan dog stadig blive bedre og vil forsætte vores stærke fokus på evne til at tjene penge, så vi kan levere et tilfredsstillende resultat for hele året, siger Nils Smedegaard.

Forventninger for 2012 opjusteres

Og man opjusterer nu forventningerne for hele 2012. Man satser på et årsresultat "lidt over resultat for 2011". Tidligere hed forventningen "et lidt lavere resultat" i forhold til 2011, der bød på et nettoresultat på 18,1 milliarder kroner før minoritetsinteresser.

Ser man på regnskabet for de første seks måneder af 2012, er bundlinjen i koncernen stadig belastet af katastrofalt lave og tabsgivende fragtrater i containerrederiet Maersk Line.

Containerrederiet, der i juni meddelte, at man måtte fyre 400 på verdensplan, bidrog i andet kvartal med 1,267 milliarder kroner på bundlinjen. Det er et fald på 568 millioner kroner i forhold til andet kvartal 2011.

For årets første seks måneder landede overskuddet for hele koncernen før skat på lidt over 21 milliarder kroner, hvilket er mere end en tredjedel - 35 procent - lavere end det tilsvarende halvår sidste år.

Omsætningen i A.P. Møller-Mærsk steg med over 11 milliarder til 170 milliarder kroner i årets første seks måneder.

Udover skibsfart gas og olie, har Mærsk-koncernen også detailhandel, tankskibe, offshore, havneanlæg og andet industri under sine store vinger.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik