Madspilds-forening forbereder gigantisk juleuddeling ved Bella Center

Foreningen Stop Spild Lokalt København deler igen julemad ud ved Bella Center, og arrangementet ventes at blive endnu større end sidste år.

Vi lever i et samfund, der er præget af overflod. Alligevel er der nogle, der mangler.

Men hvis det er mad i juledagene, det handler om, så kan mange få hjælp 23. og 24. december, når organisationen Stop Spild Lokalt deler mad ud i Bella Center i København.

Dermed gentager foreningen arrangementet fra sidste år, hvor op imod 20 ton mad blev fordelt til cirka 1.000 trængende familier, der med fyldte poser kunne gå hjem og være sikre på, at de ikke kom til at mangle mad på bordet i juledagene.

- Men i år bliver det større. For vi har flere, der bidrager, fortæller Susanne Jacobsen, der er en af de frivillige bag Stop Spild Lokalt i København.

Flere butikker er med

Hun nævner, at både Coop, Rema 1000, Føtex, Torvehallerne, Bilka i Fields og Aldi bidrager med varer, der på grund af julens helligdage ellers skal kasseres.

Og biludlejningsfirmaet Avis har stillet en flåde af varebiler til rådighed, så de enorme madmængder kan hentes i supermarkederne og bringes ud til Bella Center.

- Her bliver det så lagt på nogle borde, og det er så meningen, at man selv kan gå rundt og tage det, man skal bruge. Tidligere har vi pakket poser, men så fik folk nogle gange noget, de ikke ville have, og så blev det jo smidt ud alligevel, fortæller Susanne Jacobsen.

Det store arrangement i Bella Center handler selvfølgelig om, at man skal undgå madspild - men lige så vigtigt er det, at maden kommer en masse mennesker til gode, som ellers ville have svært ved at få råd til den.

Til de trængende

Der er mange, der møder op, når maddudelingen åbner, og folk får udleveret numre, så de kan blive kaldt ind i god ro og orden.

- Vi spørger ikke folk, hvem de er, og de skal ikke vise os noget, men selvfølgelig er det først og fremmest til dem, der har svært ved at få råd, forklarer Susanne Jacobsen.

Stop Spild Lokalt har også gennemført uddelinger i forbindelse med påske. Herunder kan du se vores insdlag fra påsken 2019.

Mange var glade for at få del i den overskydende mad.

Måske er der både juleænder, flæskestege og alt muligt andet godt på bordene i Bella Center.

Men som Susanne Jacobsen understreger, så ved Stop Spild Lokalt på forhånd ikke, hvad det er, supermarkederne får tilovers, og hvad der dermed kommer på bordene.

Madudelingen i Bella Center foregår den 23/12 om aftenen fra klokken 21.30 og frem til midnat og igen den 24/12 fra klokken 10.30 til 12.30.

- Og vi henter en del nye varer den 24. december, siger hun og peger dermed på, at man ikke skal opgive håbet om at finde det, man skal bruge, hvis man først kan komme den sidste af de to dage, forklarer Susanne Jacobsen.

Hun er en af 600 mennesker, der er aktive i Stop Spild Lokalt i København, og foreningen har også afdelinger andre steder i landet. 

Susanne Jacobsens egen baggrund er, at hun arbejder som sygehjælper på et genoptræningssted, og så er hun aktiv i organisationen Næstehjælperne. Derfra kender hun mange, som har gavn af maduddelingen i Bella Center.

- Det har været nogle lange uger op til uddelingen, for der er meget planlægning, forklarer Susanne Jacobsen.

Men går det som planlagt, så vil der være tonsvis af god mad og fine råvarer, der ikke ender i en affaldscontainter - og tusinder af mennesker, der får hjælp til at kunne stable en god julemiddag på benene.

Hvis du gerne vil deltage i madudelingen, så kan du læse mere om arrangementet - og hvor du skal møde op - på Facebook her.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik