Lundbeck laver pille mod alkoholmisbrug

Sæt forbruget af alkohol ned med en pille. Lundbeck har lavet pille, der reducerer afhængigheden af alkohol.

Det danske medicinalselskab Lundbeck sætter nu en pille mod alkoholmisbrug på hylderne. Det er pillen Selincro, der er godkendt til reduktion af alkoholforbruget hos patienter med alkoholafhængighed, oplyser Lundbeck.

De kliniske forsøg med pillen har ifølge Lundbeck vist, at alkoholforbruget hos patienterne er reduceret med omkring 60 procent efter seks måneders behandling.

- Der er store udækkede medicinske behov på dette område, og vi glade for at kunne introducere et behandlingskoncept, der giver nye muligheder for patienter, som måske ellers ikke ville søge behandling, siger Ole Chrintz, vicekoncerndirektør i Lundbeck.

Medicinen bør kun ordineres med psykosocial støtte

De danske patienter må dog væbne sig med tålmodighed, for pillen kommer i første omgang ud til patienter i Norge, Finland, Polen og de baltiske lande.

Ifølge Lundbeck er det første gang i mere end 10 år, at der lanceres et nyt lægemiddel til behandling af alkoholafhængighed i Europa. Og pillen kan angiveligt tages uden fysiske abstinenssymptomer og kræver ikke øjeblikkelig afrusning.

Medicinalselskabet understreger dog, at den kun bør ordineres sammen med løbende psykosocial støtte, der går på at fremme overholdelsen af behandlingen og på at reducere alkoholforbruget.

14 millioner mennesker i Europa er alkoholafhængige

Selincro skal ikke tages hver dag med kun de dage, hvor patienten erkender at have en risiko for at indtage alkohol. Den maksimale dosis er én tablet dagligt.

At drikke for meget er et problem i mange dele af verden og særligt i Europa, hvor over 14 millioner mennesker er alkoholafhængige.

Lundbeck har i dag over 5800 ansatte verden over - de 2000 af dem arbejder i Danmark. Selskabet har forskningscentre i Danmark, Kina og USA. Lundbeck omsatte sidste år for 15 milliarder kroner.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik